Kommunens ændring af kvalitetsstandarden for hjemmehjælp blev bragt i overensstemmelse med lovgivningen

19-12-2011

Kolding Kommune havde ændret sin kvalitetsstandard for hjemmehjælp, så forudsætningen for at få tildelt hjælp blev ændret fra ”svært ved eller ude af stand til selv at løse opgaven” til ”ude af stand til selv at løse opgaven”.

Efterfølgende ændrede kommunen formuleringen til ”der ikke selv kan eller har meget vanskeligt ved selv at udføre disse opgaver på egen hånd”.

Statsforvaltningen Syddanmark vurderede, at ordlyden af kvalitetsstandarden dermed var bragt i overensstemmelse med lovgivningen.

Statsforvaltningen Syddanmark fandt endvidere ikke anledning til at antage, at kommunen havde administreret i strid med servicelovens regler om hjemmehjælp.