Et kommunalt fællesskab kunne afholde udgifter til en studietur for bestyrelsesmedlemmer og ansatte, men ikke for disses ledsagere

02-02-2011

Det kommunale fællesskab, TAS (Trekantsområdets Affaldsselskab I/S) havde foretaget en studietur til Norge med deltagere fra selskabets bestyrelse og administration samt disse personers ledsagere. Alle udgifterne til turen var afholdt af selskabet.

Statsforvaltningen Syddanmark rejste sagen på baggrund af medieomtale samt en tidligere udtalelse afgivet af Velfærdsministeriet den 9. april 2008, som fastslog, at et kommunalt fællesskabs afholdelse af udgifter til ledsageres deltagelse i en studietur var ulovlig.

I den konkrete sag udtalte statsforvaltningen, at styrelseslovens vederlagsregler ikke afskærer kommunale politikere fra at deltage i studieture, der har til formål at varetage lovlige kommunale interesser. Statsforvaltningen vurderede, at TAS lovligt havde kunnet organisere og betale for bestyrelsesmedlemmernes og de administrative medarbejderes studietur. Fællesskabets afholdelse af udgifter til ledsagernes deltagelse i studieturen var derimod ikke lovlig.