En kommunes afskedigelse af sin revision

25-01-2011

Fredericia Kommune havde bedt tilsynsmyndigheden godkende en ny sagkyndig revision og samtidig godkende, at kommunen afskedigede sin hidtidige revision.

Statsforvaltningen Syddanmrk udtalte, at når kommunens revision er godkendt for en tidsbegrænset periode, er det samtidig en godkendelse af, at revisionen afskediges ved periodens udløb.

I den konkrete sag var den hidtidige revision ved en fejl ikke blevet godkendt. Der forelå dokumentation for, at revisionen var valgt for en tidsbegrænset periode. Det var ved periodens udløb, at kommunen bad statsforvaltningen godkende, at revisionen blev afskediget.

Statsforvaltningen godkendte efter omstændighederne, at kommunen havde valgt den hidtidige revision for den tidsbegrænsede periode. Derfor skulle statsforvaltningen ikke godkende, at revisionen blev afskediget i forbindelse med, at kommunen havde valgt en ny revision.