Støtte til professionel fodboldklub - ej grundlag for erstatningssag

12-06-2012

Statsforvaltningen Midtjylland havde tidligere udtalt, at det hverken efter lov om eliteidræt eller efter kommunalfuldmagtsreglerne var lovligt, at Silkeborg Kommune havde opsat og finansieret et hegn ved Silkeborg Stadion. Statsforvaltningen havde også udtalt, at det var i strid med styrelsesloven, at borgmesteren havde besluttet at iværksætte etableringen af hegnet, inden kommunalbestyrelsen havde givet bevilling hertil.

Statsforvaltningen havde i den forbindelse bedt kommunalbestyrelsen om at oplyse, hvad udtalelsen gav dem anledning til.

På baggrund af kommunalbestyrelsens udtalelse fandt statsforvaltningen, at det ikke kunne fastslås, at kommunalbestyrelsen ved de ulovlige dispositioner havde påført kommunen et økonomisk tab. Derfor fandt statsforvaltningen ikke anledning til at søge et erstatningsansvar placeret. 

Statsforvaltningen bemærkede dog, at en senere ændring af kommunens aftale med SIF A/S til ensidig fordel for lejer kun ville kunne ske, hvis kommunen derved ville opnå værdimæssigt modsvarende ydelser.