Kommunalbestyrelsesmedlemmers habilitet i sager om vederlag til selskabsbestyrelse

07-05-2012

Statsforvaltningen Hovedstaden havde tidligere afvist at rejse en tilsynssag om, hvorvidt to økonomiudvalgsmedlemmer i Gribskov Kommune, der var udpegede til bestyrelsen i et kommunalt ejet aktieselskab af kommunen, var inhabile i udvalget og kommunalebestyrelsen i forbindelse med behandlingen af sager om vederlag i det pågældende selskab. Det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium havde nu bedt statsforvaltningen om at tage stilling til, om der var grundlag for at genoptage sagens behandling på baggrund af indhentet vejledning fra justitsministeriet.

Statsforvaltningen udtalte, at medlemmerne ikke kunne anses for inhabile i den beskrevne situation. 

Statsforvaltningen udtalte også, at bestyrelsesmedlemmerne ikke var at betragte som ansatte i kommunen. De var således ikke udelukkede fra medlemskab af et stående udvalg eller af økonomiudvalget grundet generel inhabilitet.