Udlejning af fodboldstadion og køb af løsøre mv. for at undgå konkurs

17-12-2013

Gladsaxe Kommune havde nedsat prisen for den professionelle fodboldklub Akademisk Boldklub A/S' leje af Gladsaxe Stadion. Kommunen havde derudover købt inventar og løsøre for to mio. kr. af fodboldklubben.

Statsforvaltningen udtalte, at en kommune kan indgå aftaler med en professionel fodboldklub om leje af et kommunalt stadion under forudsætning af, at aftalen indgås på markedsvilkår. Statsforvaltningen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn over nedsættelsen af prisen for fodboldklubbens leje af Gladsaxe Stadion.

Statsforvaltningen fandt, at kommunen havde ydet ulovlig støtte til Akademisk Boldklub A/S ved køb af løsøre og inventar for to mio. kr. af fodboldklubben, fordi kommunen ikke varetog et lovligt kommunalt formål ved købet. Statsforvaltningen lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at formålet med købet var at hjælpe fodboldklubben med dens likviditetsproblemer og undgå konkurs.