Tre medlemmer af Herning Kommunes kommunalbestyrelse var tillige medlemmer af bestyrelsen for et kommunalt ejet aktieselskab. Når kommunalbestyrelsen og dens udvalg havde behandlet og godkendt vedtægter og takstblade for selskabet, havde de tre medlemmer deltaget.
Statsforvaltningen Midtjylland udtalte, at kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer i et helt eller delvist kommunalt ejet vandforsyningsselskab ikke i almindelighed kan antages at være inhabile, når kommunalbestyrelsen udøver sine godkendelsesbeføjelser efter vandforsyningsloven.
I det konkrete tilfælde vurderede statsforvaltningen, at der ikke forelå oplysninger, der gav anledning til at antage, at de pågældende medlemmer havde haft anledning til at varetage andet end kommunens interesser.