Salg af navneret til fodboldstadion

28-03-2014

Viborg Kommune havde solgt navneretten til Viborg Stadion til Viborg FF A/S. Herefter havde byrådet bemyndiget borgmesteren til på en ekstraordinær generalforsamling i Energi Viborg A/S at godkende Viborg FF A/S' tilbud om salg af markedsføring ved at måtte benytte stadionnavnet.

Statsforvaltningen fandt ikke grundlag for at antage, at den indgåede aftale mellem kommunen og Viborg FF A/S om navneretten til Viborg Stadion ikke var udtryk for markedsprisen.

Statsforvaltningen fandt derimod, at byrådets beslutning om bemyndigelse af borgmesteren var ulovlig, da der ud fra sagens oplysninger ikke var påvist en saglig kommunal interesse i beslutningen. Statsforvaltningen udtalte, at beslutningen i det væsentlige syntes båret af hensynet til at yde økonomisk støtte til Viborg FF A/S, hvilket var ulovligt. Derfor udtalte Statsforvaltningen, at byrådets beslutning ikke fremstod som økonomisk forsvarlig.

Endelig fandt Statsforvaltningen, at det lå uden for Statsforvaltningens kompetence at forholde sig til den endelige kontrakt mellem Energi Viborg A/S og Viborg FF A/S om navneretten til Viborg Stadion. Statsforvaltningen kunne desuden ikke forholde sig til, om aftalen var i strid med elforsyningsloven.