Hørsholm Kommune havde været mere end én måned om at besvare en aktindsigtsanmodning. Kommunen havde begrundet sagsbehandlingstiden med, at rådhuset havde været lukket mellem jul og nytår og med sygdom hos en central medarbejder.
Statsforvaltningen vurderede, at sagsbehandlingstiden ikke lå inden for offentlighedslovens rammer. Statsforvaltningen lagde vægt på, at aktindsigtssager skal prioriteres højt, at selvvalgte lukkedage skal medregnes ved fristberegningen, og at sygdom hos personalet kun kan begrunde en kortvarig udskydelse af afgørelsen om aktindsigt.