Afslag på dataudtræk af lønoplysninger m.v

02-05-2016

Københavns Kommune havde givet afslag på dataudtræk af en række oplysninger om arbejds- og lønforhold for samtlige ansatte i kommunen med henvisning til, at det ville være for ressourcekrævende på grund af underretningspligten i offentlighedslovens § 41.

Statsforvaltningen vurderede, at offentlighedslovens § 41 ikke fandt anvendelse, men at underretningspligten fulgte af officialprincippet. Statsforvaltningen vurderede derfor, at kommunen kunne give afslag med henvisning til, at ressourceforbruget ved underretning af de berørte medarbejdere ville medføre, at sammenstillingen af de anmodede oplysninger ikke kunne foretages ved få og enkle kommandoer.