Som opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse af 15. december 2023 om kommunernes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, har Ankestyrelsen foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, herunder Frederikssund Kommunes.
Ankestyrelsen vurderede på baggrund af Frederikssund Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at Frederikssund Kommune ikke havde offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder, som følger af § 1, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, fx bistand til særlige aktiviteter og tilskud til selvstændige erhvervsdrivende efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, støtte til revalidender efter lov om en aktiv socialpolitik, kombinationstilbud efter lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, husvilde efter lov om social service og forbyggende indsatser og godkendelse af netværksplejefamilie efter barnets lov.