Hedensted Kommunes offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister

06-05-2025
Sektorlovgivningen Retssikkerhedsloven Sagsbehandlingsfrister Ankestyrelsen

Som opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse af 15. december 2023 om kommunernes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, har Ankestyrelsen foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, herunder Hedensted Kommunes.

Ankestyrelsen vurderede på baggrund af Hedensted Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at Hedensted Kommune ikke havde offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder, som følger af § 1, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, fx sager om invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., husvilde efter lov om social service, forebyggende indsatser, frivillig anbringelse og godkendelse af netværksplejefamilie efter barnets lov og lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.