Som opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse af 15. december 2023 om kommunernes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, har Ankestyrelsen foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, herunder Odsherred Kommunes.
Ankestyrelsen vurderede på baggrund af Odsherred Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at Odsherred Kommune ikke havde offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder, som følger af § 1, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, fx kombinationstilskud efter lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, invaliditetsydelse efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., hjælp til borger med hastigt fremadskridende sygdom efter lov om social service, et barns anmodning om anbringelse, godkendelse af netværksplejefamilie, VISO-forløb og særlig supplerende ydelse efter barnets lov.