Som opfølgning på Ankestyrelsens generelle udtalelse af 15. december 2023 om kommunernes offentliggjorte sagsbehandlingsfrister efter retssikkerhedslovens § 3, stk. 2, har Ankestyrelsen foretaget en stikprøvekontrol af udvalgte kommuners offentliggørelse af sagsbehandlingsfrister, herunder Svendborg Kommune.
Ankestyrelsen vurderede på baggrund af Svendborg Kommunes udtalelse og oplysningerne på kommunens hjemmeside, at Svendborg Kommune ikke havde offentliggjort sagsbehandlingsfrister på alle de relevante sagsområder, som følger af § 1, stk. 1, i retssikkerhedsbekendtgørelsen, fx sager om bistand til særlige aktiviteter efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, støtte til bolig under revalidering efter lov om aktiv socialpolitik samt ansøgning om at være netværksplejefamilie og frivillig anbringelse efter barnets lov.