Et barn kan bortadopteres uden forældrenes samtykke, hvis det er sandsynliggjort, at de biologiske forældre varigt vil være ude af stand til at give tilstrækkelig omsorg til barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i barnets opvækst vil være bedst for barnet. Der er således tale om børn, der med stor sandsynlighed ellers vil være anbragt i en eller flere plejefamilier i hele deres barndom.
Det er kommunen, der indstiller til adoption af et barn uden samtykke fra forældrene. Hvis kommunen vurderer, at et barn kan adopteres uden forældrenes samtykke, forelægges sagen for børne- og ungeudvalget i kommunen. Udvalget beslutter, om sagen skal indstilles til Ankestyrelsen med henblik på frigivelse af barnet til adoption. Det er herefter Ankestyrelsen, der træffer afgørelse om, hvorvidt barnet kan frigives til adoption uden forældrenes samtykke.
De biologiske forældre kan indbringe spørgsmålet om frigivelse til adoption for domstolene.
Det er Adoptionsnævnet, der udvælger de adoptanter, der skønnes bedst egnet til at adoptere det pågældende barn.
Læs mere om Adoptionsnævnet her