Ny praksis har fokus på, om den samlede hjælp er botilbudslignende, når en person får efterforsorg i egen bolig

Under opholdet på forsorgshjemmet har A Kommune pligt til at hjælpe personen efter serviceloven, mens B Kommune skal yde anden hjælp, fx kontanthjælp. B Kommune har ret til refusion fra A Kommune for sine udgifter efter visse sociale love, fx lov om aktiv social politik.

A Kommunes forpligtelser efter opholdet på forsorgshjemmet afhænger af omfanget og karakteren af den hjælp, som personen får, når personen flytter i egen bolig, herunder i form af efterforsorg.

Får personen botilbudslignende hjælp, har personen fået ophold i et tilsvarende botilbud, og A Kommune frigøres ikke fra sine forpligtelser.

Får personen ikke botilbudslignende hjælp, har personen ikke fået ophold i et tilsvarende botilbud. Personen erhverver ny opholdskommune i B Kommune, og A Kommune frigøres fra sine forpligtelser.

Det er ny praksis, at det konkret er omfanget og karakteren af hjælpen i form af blandt andet efterforsorg, der er afgørende for, om A kommune frigøres fra sine forpligtelser. Kommunerne kan ikke alene se på, hvilken metode forsorgshjemmet anvender, når personalet yder efterforsorg.  

Det er også ny praksis, at det ikke har selvstændig betydning, om kommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket til personens ophold i egen bolig i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger. Vi har i principmeddelelse 8-21 ikke taget stilling til de kommunale forpligtelser, når personen flytter i en bolig i en anden kommune end den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger.

Nedenfor beskriver vi de mellemkommunale forpligtelser under og efter ophold på forsorgshjem nærmere. Læs mere om, hvad vi forstår ved tilsvarende botilbud, under afsnittet om kommunernes forpligtelser under ophold på forsorgshjem. Vi har også et afsnit om, hvad botilbudslignende hjælp er, senere i artiklen.

Pligt til at hjælpe og ret til mellemkommunal refusion under ophold på forsorgshjem

Under ophold på forsorgshjem har personens oprindelige opholdskommune pligt til at hjælpe efter serviceloven.

Den oprindelige opholdskommune er den kommune, hvor personen havde bopæl eller sædvanligt ophold frem til forsorgshjemsopholdet. Det er A Kommune i principmeddelelse 8-21.

Den aktuelle opholdskommune (kommunen, hvor forsorgshjemmet ligger; det er B Kommune i principmeddelelsen) har pligt til at hjælpe efter den øvrige lovgivning. Det er den aktuelle opholdskommune og ikke den oprindelige opholdskommune, der fx kan bevilge kontanthjælp og træffe afgørelse om førtidspension. Opholdskommunen har ret til refusion fra den oprindelige opholdskommune for sine udgifter efter visse sociale love, fx lov om aktiv socialpolitik.

Den oprindelige opholdskommunes forpligtelser under opholdet på forsorgshjemmet følger af, at forsorgshjemmets leder har indskrevet personen på forsorgshjemmet og derved har medvirket til opholdet som anden offentlig myndighed.

Reglerne om den oprindelige opholdskommunes pligt til at hjælpe efter serviceloven og til at yde refusion forudsætter, at personen ved indskrivning på forsorgshjemmet får opholdskommune i den kommune, hvor forsorgshjemmet ligger. Det er som udgangspunkt tilfældet, hvis personen opgiver tilknytningen til den oprindelige opholdskommune i forbindelse med opholdet på forsorgshjemmet.

Kommunernes forpligtelser efter ophold på forsorgshjem

Den oprindelige opholdskommunes pligt til fortsat at hjælpe efter serviceloven og til at yde mellemkommunal refusion til opholdskommunen afhænger af, om personen efter opholdet på forsorgshjemmet får ophold i et tilsvarende botilbud.

Når den oprindelige opholdskommunes forpligtelser ophører, har den aktuelle opholdskommune den fulde pligt til at hjælpe personen, dvs. også efter serviceloven, og til at betale for hjælpen.

Botilbudslignende hjælp

Botilbudslignede hjælp er den samlede hjælp som en person får i forbindelse med fx ophold i egen bolig, og som træder i stedet for og kan sidestilles med den hjælp, der ydes i en boform.  Det afgørende er, om den samlede hjælp bidrager til at skabe den struktur i hverdagen, som et ophold i en boform ville give.

Det kan være socialpædagogisk støtte til at varetage almindelige dagligdagsfunktioner, beskyttet beskæftigelse, samværs- og aktivitetstilbud med mere. Efterforsorg indgår også i vurderingen af, om den samlede hjælp er botilbudslignende.

Det beror på en vurdering af omfanget og karakteren af hjælpen i form af blandt andet efterforsorg, om hjælpen er botilbudslignede. Det er slået fast i principmeddelelse 8-21.

Vi har tidligere offentliggjort en række principmeddelelser om, hvornår hjælp kan være botilbudslignende, se blandt andet 31-12, 91-12, 31-11 og 159-10.

At personen får efterforsorg efter en bestemt metode, fx CTI-metoden (”Critical Time Intervention” - metode målrettet personer i en kritisk overgangsfase), gør ikke i sig selv, at den samlede hjælp er botilbudslignende.

Praksis i principmeddelelse 8-21 er i overensstemmelse med Ankestyrelsens øvrige praksis om, hvornår ophold i egen bolig er botilbudslignende.

Personen får ikke botilbudslignende hjælp

Den oprindelige opholdskommunes forpligtelser ophører, hvis personen efter ophold på forsorgshjem får hjælp i form af efterforsorg, og den samlede hjælp ikke er botilbudslignende. I den situation får personen ikke ophold i et tilsvarende botilbud, og personen erhverver ny opholdskommune i den kommune, hvor personen er flyttet i egen bolig.

I principmeddelelse 8-21 fik personen fire timers efterforsorg om ugen. Vi vurderede, at efterforsorg i dette omfang ikke kunne sidestilles med og træde i stedet for den hjælp, der ydes i et botilbud. Hjælpen var derfor ikke botilbudslignende.

Den nye opholdskommune har i denne situation den fulde pligt til at hjælpe og til at afholde udgiften til hjælpen fra det tidspunkt, hvor personen er flyttet i egen bolig uden botilbudslignende hjælp. Den oprindelige opholdskommune skal altså ikke længere yde hjælp efter serviceloven, og den nye opholdskommune har som udgangspunkt ikke længere ret til refusion fra den oprindelige opholdskommune.

Opholdskommunen kan dog have ret til refusion efter reglerne i retssikkerhedsloven, hvis den tidligere opholdskommune har udvist passivitet.

Personen får botilbudslignende hjælp

Hvis den samlede hjælp i form af efterforsorg og eventuel socialpædagogisk støtte fra den oprindelige opholdskommune har en sådan karakter og et sådan omfang, at hjælpen er botilbudslignende, frigøres den oprindelige opholdskommune ikke fra sine forpligtelser.

Personen har i den situation fået ophold i et tilsvarende botilbud.

Den oprindelige opholdskommune har fortsat pligt til at hjælpe efter serviceloven og til at yde refusion for opholdskommunens udgifter efter visse andre sociale love.

Medvirken

Når personen flytter fra forsorgshjemmet til egen bolig i samme kommune, er det ikke afgørende for varigheden af den oprindelige opholdskommunes forpligtelser, om kommunen har medvirket til at finde boligen eller på anden vis aktivt har påvirket personens beslutning om at tage ophold i boligen.

Vi har i en tidligere principmeddelelse 118-12  fastlagt praksis for intern flytning fra botilbud til egen bolig med støtte. I sagen flyttede personen flere gange internt i samme kommune. Personen fik vedvarende hjælp i stort omfang, og hjælpen var botilbudslignende. Kommunens medvirken havde ikke selvstændig betydning, da personen havde fået hjælp i et omfang, der svarede til en boform.

Det samme kom Vestre Landsret frem til i en utrykt dom af 15. oktober 2019 (sag BS-336/2018-VLR). I sagen var en person med medvirken fra A Kommune flyttet i et botilbud i B Kommune. Efterfølgende flyttede han i egen bolig og siden til andre adresser i B Kommune. Støttebehovet havde været uændret gennem hele forløbet, og den borgerstyrede personlige assistance (BPA-ordningen), personen modtog, måtte sidestilles med et botilbud. A Kommunes forpligtelser var ikke ophørt, uanset om personen var flyttet internt i B Kommune uden medvirken.

På samme måde har det ikke selvstændig betydning, om kommunen eller anden offentlig myndighed har medvirket, når en person flytter internt i kommunen fra forsorgshjem til egen bolig.

Principmeddelelse 59-17 gælder ikke længere

I sag nr. 2 i principmeddelelse 59-17 havde personen selv fundet egen bolig i den kommune, hvor han havde haft ophold på forsorgshjem. Han fik efterforsorg efter CTI-metoden (”Critical Time Intervention” - metode målrettet personer i en kritisk overgangsfase).

Ankestyrelsen vurderede, at hjælpen i form af efterforsorg var botilbudslignende, fordi forsorgshjemmet anvendte CTI-metoden, der var beskrevet som en intensiv indsats. Vi lagde ikke vægt på den konkrete støtte, som personen fik, men alene på beskrivelsen af CTI-metoden.

Den oprindelige opholdskommunes pligt til at hjælpe efter serviceloven ophørte, da personen efter ophold på forsorgshjemmet flyttede i egen bolig, fordi kommunen ikke havde medvirket til opholdet i boligen.

Opholdskommunen havde kun ret til refusion, fordi den oprindelige opholdskommune havde været passiv.

Den mellemkommunale del af principmeddelelse 59-17 gælder ikke længere, fordi kommunerne konkret skal vurdere karakteren og omfanget af den hjælp, som personen får. Derudover kan vi ikke opretholde et krav om, at medvirken fra kommunen eller anden offentlig myndighed har selvstændig betydning ved intern flytning fra forsorgshjem til egen bolig.