Mangel på kendskab til og erfaring med at bruge forældrepålæg og børne- og ungepålæg begrænser kommunernes brug af bestemmelserne
Flere kommuner anvender ikke forældrepålæg og børne- og ungepålæg, fordi de mangler kendskab til og erfaring med at bruge pålæggene på grund af en stor løbende udskiftning i gruppen af medarbejdere. Ifølge en kommune betyder det, at der ikke er blevet skabt en kultur for at bruge bestemmelserne:
”Jeg tror, det skal mere ind i den generelle sagsbehandling og tænkning, hvis man skal begynde at bruge det mere.”
Nogle kommuner har gode erfaringer med at bruge skabeloner, faste sagsgange og procedurebeskrivelser i arbejdet med forældrepålæg og børne- og ungepålæg. En kommune nævner dog, at det ikke er nok at have en nedskrevet arbejdsgang. Skal pålæggene blive en fast del af kommunernes praksis, kræver det en tovholder, som i relevante sager husker at spørge de andre, om de har overvejet at anvende et pålæg.
Uoverensstemmelse mellem lovgivning og kommunernes opfattelse af god socialfaglig praksis
Det er ikke kun andre lovbestemmelser og manglende erfaring, der forhindrer kommunerne i at bruge forældrepålæg og børne- og ungepålæg. Flere af kommunerne beskriver også, at de har en grundlæggende modstand mod at anvende de to bestemmelser.
Det begrunder de med, at de gennem deres socialfaglige baggrund er blevet skolet i, at sociale problemer skal løses gennem principper om inddragelse, frivillighed og samarbejde. Modsat oplever de, at forældrepålæg og børne- og ungepålæg bygger på krav og trusler, hvilket de ikke anser som en tilgang, der motiverer til forandring. Det uddyber en af kommunerne:
”Hele vores grunduddannelse er jo baseret på, at vi prøver at samarbejde, og vi godt ved, at trusler ikke hjælper noget som helst. Børnene får det i hvert fald ikke bedre af, at vi truer dem.”
I forlængelse af det oplever alle kommunerne, at et forældrepålæg kan forværre samarbejdet med forældrene og resultere i, at de fuldstændig undlader at arbejde sammen med kommunen om at løse deres barns problemer.
Nogle kommuner peger desuden på, at sanktioner er et atypisk værktøj på socialområdet, og at man ved at indføre disse har forsøgt at overføre konsekvenstænkningen fra beskæftigelsesområdet. De mener, at den økonomiske sanktion mod forældrene, hvis de ikke efterlever pålæggets handlepligter, kan forværre situationen for udsatte familier, hvilket i sidste ende er kontraproduktivt i forhold til målet om at forbedre forholdene for barnet eller den unge.
Endelig ser flere kommuner, at de problemer, som bestemmelserne søger at bekæmpe, kan være så komplekse, at de ikke nødvendigvis lader sig løse af et pålæg. For eksempel kan et problem som ulovligt skolefravær skyldes bagvedliggende årsager som fx psykologiske problemstillinger hos barnet eller den unge.
Kommunerne har besvær med at lave korrekte personkredsvurderinger
Kommunerne oplever generelt, at de sager, hvor et pålæg kunne komme på tale, ofte involverer udsatte borgere. Derfor kan der også være visse faldgruber, når en kommune overvejer at anvende et forældrepålæg eller børne- og ungepålæg. Fx viser Ankestyrelsens juridiske gennemgang af sager, at kommunerne i flere sager har udstedt et forældrepålæg til forældre, som ikke er i stand til at påtage sig deres forældreansvar, og derfor ikke tilhører personkredsen for forældrepålæg.
Det er for eksempel forældre, som har psykiske problemer i sådan en grad, at de ikke kan leve op til deres forældreansvar. Der er også eksempler på sager, hvor forældremyndighedsindehaveren ikke har de nødvendige ressourcer til at kunne leve op til deres forældreansvar, fordi de mangler forståelse for barnets eller den unges behov for omsorg.
Desuden vurderer Ankestyrelsen i en sag om børne- og ungepålæg, at den unges problematikker er for massive og tunge til, at den unge kan anses for at være i stand til at tage ansvar for sin egen udvikling.
Juridisk vurdering af kommunernes afgørelser om børne- og unge pålæg
Den juridiske gennemgang af sager viser, at kommunerne træffer afgørelse om forældrepålæg og børne- og ungepålæg i overensstemmelse med regler og praksis i forhold til at fastsætte egnede og rimelige handlepligter i forhold omfanget og løsningen af problemet, der førte til pålægget. De anvender også reglerne korrekt ved at tydeliggøre, hvilke handlepligter der ikke er efterlevet, når de træffer afgørelse om at sanktionere forældrene.
Blandt de 20 gennemgåede sager, er der dog flere sager, hvor kommunen har truffet en forkert personkredsvurdering. Kommunerne har også udfordringer med at træffe afgørelse om manglende efterlevelse af pålæg inden for den korrekte tidsperiode. Således skal en afgørelse om manglende efterlevelse af et pålæg virke for det kommende kvartal og for ét kvartal ad gangen, hvilket kommunerne i nogle sager ikke har overholdt.
Ankestyrelsen har i forlængelse af undersøgelsen bedt otte ud af de 10 kommuner, som har deltaget i interview, redegøre for deres praksis for brug af forældrepålæg og børne- og ungepålæg. Det sker for at sikre, at kommunerne overholder lovgivningen i forhold til brug af forældrepålæg og børne- og ungepålæg.