Ankestyrelsens principafgørelse O-4-81

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 47, stk. 1

På et principielt møde i Ankestyrelsen, jf. ankestyrelseslovens § 6, stk. 1, 2. pkt., behandledes et antal sager om flyttehjælp til ansøgere, som havde fået bolig i en anden kommune end den hidtidige opholdskommune. Sagerne drejede sig specielt om forståelsen af hvad der kræves, for at en forbedring af de boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold foreligger.

Ankestyrelsen havde hidtil lagt til grund, at en vurdering af, om en forbedring forelå, forudsatte en sammenligning mellem en hidtidig bolig og den fremtidige bolig.

I Ankestyrelsens overvejelser indgik, at Socialministeriet havde tilkendegivet som sin opfattelse, at betingelsen om en boligmæssig forbedring som hovedregel kan anses for opfyldt i tilfælde, hvor fraflytning af den hidtidige bolig har været nødvendig.

Det drejede sig om følgende sager:

1. En kvinde med 3 børn ønskede separation og at flytte fra ægtefællen. Hun havde skaffet sig passende bolig i en anden kommune. Hun fik afslag på flyttehjælp fra fraflytningskommunen og flyttede for egne midler. Hun modtog efter flytningen bistandshjælp.

2. En fodermester med bolig tilknyttet til stillingen blev opsagt til fraflytning. Fogeden havde givet henstand med udsættelse til en vis frist. Kort før fristens udløb lejede fodermesteren et hus i en anden kommune til 1.200 kr. månedlig. Fraflytningskommunen bevilgede flyttehjælp (efter at have spurgt tilflytningskommunen).

3. En separeret kvinde med 2 børn var nødt til at flytte, da hendes hidtidige lejemål var opsagt. Hun havde deltidsarbejde som hjemmehjælper. Hun kunne i en anden kommune få en tilsvarende lejlighed og ansættelse som hjemmehjælper på deltid. Tilflytningskommunen nægtede samtykke under henvisning til, at pågældendes erhvervsmæssige forhold ikke blev forbedret ved flytningen. Fraflytningskommunen ydede alligevel hjælp, idet denne kommune var af den opfattelse, at flytningen forbedrede ansøgerens bolig- og erhvervsmæssige forhold og samtidig løste det problem, at ansøgerens fraseparerede ægtefælle arbejdede på samme arbejdsplads. 4. En fraskilt kvinde med 2 børn modtog bistandshjælp efter skilsmisse. Hun boede i et lejet hus, men lejemålet var tidsbegrænset, og da det udløb, skaffede hun sig en lejlighed i en anden kommune. Tilflytningskommunen ville ikke give samtykke og henviste til, at familien måtte betragtes som husvild, og at betingelserne i § 47 derfor ikke var opfyldt.

5. En kvinde var dømt til at fraflytte sin lejlighed på grund af husuorden. Hun havde oppebåret bistandshjælp i en årrække. Efter flytningen boede hun en tid hos venner og bekendte. Hun søgte hjælp til ½ indskud og husleje i en lejlighed, som hun sammen med en ven ønskede at leje i en anden kommune. Tilflytningskommunen nægtede samtykke under henvisning til, at ansøgeren var uden bolig.

6. En gift kvinde med 2 børn ønskede skilsmisse. Hun var uden bolig. Den hidtidige bolig var ægtefællens tjenestebolig. Hun var gravid og fik midlertidigt ophold på et børnehjem, indtil fødslen var overstået og egnet bolig kunne findes. Hun ønskede ikke at forblive i fraflytningskommunen, som i stedet skaffede hende en bolig i en anden kommune. Der var tale om en 4-værelses lejlighed til en månedlig leje af 2.164 kr. Hun kom kun til at bo i lejligheden ganske kort tid, og hendes børn flyttede aldrig ind i lejligheden. Hun flyttede senere hjem til sine forældre.

1. Ankestyrelsen fandt, at flytningen medførte en sådan forbedring af ansøgerens boligmæssige forhold, at der havde været grundlag for at yde flyttehjælp, jf. § 47, stk. 1. På denne baggrund kunne tilflytningskommunen ikke rejse krav om refusion efter § 47, stk. 2.

2. Ankestyrelsen fandt, at ydelsen af flyttehjælp havde medført en forbedring af familiens boligmæssige forhold i den i § 47, stk. 1, nævnte forstand. Ankestyrelsen fandt, at tilflytningskommunen var forpligtet til at give samtykke og bære opholdskommunens andel af den efter flytningen ydede hjælp.

3. Ankestyrelsen fandt, at flytningen medførte en forbedring af pågældendes boligmæssige forhold, og at betingelserne for at yde flyttehjælp herefter havde været til stede, hvorefter tilflytningskommunen måtte bære opholdskommunens andel af den efter flytningen ydede hjælp.

4. Ankestyrelsen fandt, at flytningen medførte en forbedring af pågældendes boligforhold, og at betingelserne for at yde flyttehjælp herefter havde været til stede, hvorefter tilflytningskommunen måtte bære opholdskommunens andel.

5. Ankestyrelsen fandt, at flytningen medførte en forbedring af pågældendes boligmæssige forhold, og at betingelserne for at yde flyttehjælp, jf. § 47, stk. 1, derfor havde været til stede, hvorfor tilflytningskommunen nu måtte bære opholdskommunens andel.

6. Ankestyrelsen fandt, at der vel var tale om et tilfælde, hvor fraflytning af den hidtidige bolig var nødvendig. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det havde været rimeligt at anbringe pågældende i den omhandlede lejlighed, som hun ikke kunne forventes at have nogen mulighed for at betale, og som heller ikke størrelsesmæssigt kunne anses for en rimelig løsning på hendes boligproblem. Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på, at tilvejebringelsen af en bolig måtte ses som et led i en behandlingsplan iværksat af fraflytningskommunen. Derfor fandt Ankestyrelsen, at det var med rette, tilflytningskommunen havde afslået at give samtykke efter bistandslovens § 47, stk. 2.

Der var ikke i nogen af de nævnte sager gjort indsigelser om manglende overholdelse af reglen i § 47, stk. 2, om indhentelse af samtykke fra det sociale udvalg i tilflytningskommunen.