En kvinde med 2 børn havde i begyndelsen af april 1981 på grund af ægteskabelige problemer taget ophold hos sine forældre, der boede i A kommune. Ansøgeren kunne på grund af pladsmangel ikke blive boende hos forældrene.
Den 24. april 1981 fik ansøgeren tilbudt en lejlighed beliggende i B kommune. Huslejen udgjorde ca. 3.000 kr. månedlig. Ansøgeren havde indtil samlivsophævelsen været beskæftiget som rengøringsassistent 25 timer ugentlig. På ansøgningstidspunktet var hun sygemeldt, men hun havde til hensigt at søge fuldtidsarbejde, når hun blev raskmeldt.
Den 27. april 1981 anmodede socialudvalget i A kommune B kommune om samtykke til flytningen. Socialudvalget i A kommune anførte, at en beregning baseret på en 40 timers arbejdsuge havde vist, at ansøgeren månedlig ville have ca. 2.500 kr. til rådighed til underhold incl. børnebidrag, børnetilskud og boligsikring.
Den 6. maj 1981 afslog socialudvalget i B kommune at give samtykke til flytningen. Afslaget blev begrundet med, at ansøgeren end ikke med fuldtidsarbejde ville være i stand til at klare sine forpligtelser. Det anføres endvidere, at ansøgeren med et 40 timers arbejde uden for kommunen vanskeligt ville kunne nå at bringe begge børn til og fra daginstitution.
Den 25. juni 1981 ydede socialudvalget i A kommune flyttehjælp til ansøgeren. Overfor amtsankenævnet anførte socialudvalget i A kommune, at flytningen måtte anses for en klar forbedring af ansøgerens boligforhold, idet ansøgeren var boligløs og kun midlertidigt kunne opholde sig hos sine forældre.
Socialudvalget i B kommune gentog den tidligere givne begrundelse for afslaget. Udvalget oplyste endvidere, at ansøgeren fra august 1981 havde påbegyndt fuldtids fabriksarbejde, og at hun maximalt kunne tjene 4.500 kr. netto pr. måned. Da ansøgeren ikke selv havde mulighed for at klare sine udgifter var der bevilget friplads til begge børn i daginstitution. Ansøgeren modtog endvidere boligsikring.
Amtsankenævnet lagde vægt på, at ansøgeren efter samlivsophævelsen var uden bolig og kun midlertidigt havde ophold hos forældrene. Nævnet fandt herefter, at flytningen havde medført en sådan forbedring af ansøgerens boligmæssige forhold, at der havde været grundlag for at yde hjælp til flytningen, og at B kommune derfor måtte anses for pågældendes retlige opholdskommune efter flytningen.
Sagen blev anket af socialudvalget i B kommune.
Efter bistandslovens § 47, stk. 1, kan der ydes en person, som ikke selv har midler dertil, hjælp til en flytning, som medfører forbedring af pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.
Efter lovens § 47, stk. 2, skal det sociale udvalg, såfremt flytning sker til en anden kommune, indhente samtykke fra det sociale udvalg i denne kommune, inden hjælp ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter flytningen.
