Ankestyrelsens principafgørelse O-54-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 47, stk. 1 og § 47, stk. 2

En familie med 3 børn, som modtog hjælp efter bistandslovens § 37, søgte i august 1982 det sociale udvalg i A kommune om hjælp til betaling af boligindskud og en måneds husleje i forbindelse med, at familien havde lejet en lejlighed i B kommune fra den 2. august 1982.

Socialudvalget i A kommune anmodede den 3. august 1982 telefonisk B kommune om samtykke til flytningen efter bistandslovens § 47, stk. 2.

Socialforvaltningen i B kommune udbad sig skriftlig anmodning om samtykke, hvorefter sagen ville blive behandlet i et møde i socialudvalget.

Den 4. august 1982 bevilgede det sociale udvalg i A kommune hjælp til de ansøgte udgifter, og skriftlig anmodning om samtykke blev sendt til socialforvaltningen i B kommune den 5. august 1982.

Den 9. august 1982 søgte familien det sociale udvalg i B kommune om hjælp til indbo. Det oplystes i denne forbindelse, at familien var flyttet til B kommune, og at den fra A kommune havde fået udbetalt boligindskud og en måneds husleje samt hjælp til underhold indtil den 16. august 1982.

Den 11. august 1982 besluttede det sociale udvalg i B kommune at give samtykke til flytningen, jf. bistandslovens § 47, stk. 2, under forudsætning af, at det sociale udvalg i A kommune ydede hjælp til familiens etablering i lejligheden. Dette blev telefonisk meddelt A kommune den 12. august 1982, hvilket A kommune telefonisk afslog samme dag.

Den 25. august 1982 bevilgede socialudvalget i B kommune hjælp til nødvendigt indbo med indtil 3.000 kr., jf. bistandslovens § 40, stk. 1. Den 26. august 1982 meddelte B kommune, at udvalget ville give samtykke til flytningen, hvis A kommune ville afholde udgifterne til nødvendigt indbo og andre ting, der var forbundet med indflytning og etablering i egen lejlighed.

Den 30. august 1982 forelagde socialudvalget i A kommune for amtsankenævnet, at socialudvalget i B kommune havde gjort udvalgets samtykke betinget af, at A kommune ydede hjælp til anskaffelse af indbo, uanset at dette spørgsmål aldrig var rejst af familien over for A kommune.

Socialudvalget i B kommune udtalte over for nævnet, at nødvendigt indbo i den konkrete sag, hvor familien stod uden bohave, måtte være en stor del af den hjælp, som udvalget i A kommune burde bevilge. Da A kommune afviste dette, fandt B kommune ikke, at der var grundlag for at give samtykke til flytningen efter bistandslovens § 47, stk. 2.

Amtsankenævnet fandt, at da det sociale udvalg i A kommune ikke havde fulgt den i bistandslovens § 47, stk. 2, foreskrevne fremgangsmåde, fulgte det heraf, at B kommune ikke var opholdskommune.

Socialudvalget i A kommune anførte, at den i sagen anvendte fremgangsmåde ofte anvendes i hastesager. Ifølge A kommune ville entiltrædelse af nævnets afgørelse være ensbetydende med, at to kommu ner ikke indbyrdes kunne aftale en bestemt fremgangsmåde i en konkret hastesag, ligesom det i adskillige tilfælde ville være umuligt at yde flyttehjælp i en akut sag uden at blive pålagt refusionstilsagn.

Efter bistandslovens § 47, stk. 1, kan der ydes en person, som ikke selv har midler dertil, hjælp til flytning, som medfører enforbedring af pågældendes eller familiens boligmæssige eller er hvervsmæssige forhold.

Ifølge bistandslovens § 47, stk. 2, skal det sociale udvalg, såfremt flytningen sker til en anden kommune, indhente samtykke fra detsociale udvalg i denne kommune, inden hjælpen ydes. Hvis denne frem gangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælp, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter flytningen.

Det var ubestridt, at betingelserne for at yde flyttehjælp i henhold til bistandslovens § 47, stk. 1, havde været til stede.

Det sociale udvalg i A kommune havde ved ydelse af hjælp til flytningen den 4. august 1982 ikke overholdt reglerne i lovens § 47, stk. 2, idet hjælpen måtte anses for ydet, inden der var indhentet samtykke fra det sociale udvalg i B kommune.

Det sociale udvalg i B kommune havde imidlertid den 11. august 1982 med kendskab til den flyttehjælp, der var ydet af det sociale udvalg i A kommune - besluttet at give samtykke i henhold til § 47, stk. 2, dog således at samtykket meddelt ved skrivelse af 26. august 1982 var betinget af, at B kommune afholdt udgifterne til nødvendigt indbo.

Under hensyn til at samtykket var givet med viden om, at flyttehjælpen var bevilget af A kommune, fandtes B kommune at måtte anses for bundet af det givne tilsagn og måtte anses som opholdskommune. Da familien ikke i forbindelse med anmodningen om flyttehjælp havde ansøgt om hjælp til indbo i A kommune, fandtes denne hjælp ikke at kunne betragtes som flyttehjælp, og det måtte derfor påhvile B kommune at afholde denne udgift.

B kommune fandtes således at måtte anses for opholdskommune efter flytningen, og Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.