Ankestyrelsens principafgørelse O-31-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 10, stk. 1 og § 11, nr. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 20

NN fik i august 1977 bevilget hjælp efter bistandslovens § 42 af socialudvalget i A kommune til en 1-årig handelsskoleuddannelse. Uddannelsen foregik i B kommune, hvortil NN flyttede. Uddannelsen blev afbrudt omkring årsskiftet 1977/1978 på grund af NN's indlæggelse til operation. På grund af følger efter operation blev NN overflyttet til et fysiurgisk hospital til optræning, og han blev afmeldt fra studiet i maj 1978. I august 1978 oversendte A kommune sagen til B kommune, idet det overvejedes at søge invalidepension til NN. I september 1978 indstillede fysiurgisk hospital, at NN fik hjælp til et højskoleophold, som han skulle påbegynde den 5. november 1978. I slutningen af oktober 1978 anmodede socialforvaltningen i B kommune det sociale udvalg i A kommune om refusion af den hjælp, der var eller måtte blive ydet NN efter bistandsloven.

I december 1978 gav socialudvalget i A kommune samtykke til at yde refusion, idet det dog udtaltes, at tilsagnet foreløbig kun gjaldt for dækning af udgifter i forbindelse med pågældendes ophold på højskole.

I december 1978 besluttede socialforvaltningen i B kommune, at NN samtidig med højskoleopholdet fik ophold på et kollegium for handicappede, da han ikke skønnedes at være i stand til at klare sig selv uden støtte.

I februar 1979 ophørte NN på højskolen efter eget ønske, men han forblev boende på kollegiet.

I september 1979 besluttede NN at flytte fra institutionen til et bofællesskab med 5 studerende, som havde købt hus i B kommune. 2 af disse studerende arbejdede på kollegiet samtidig med at gennemføre uddannelse. Forinden havde NN afslået et tilbud om indflytning i beskyttet bolig. I slutningen af januar 1980 anmodede socialforvaltningen i B kommune A kommune om refusion af hjælp efter bistandslovens § 40, stk. 1, i forbindelse med flytningen fra kollegiet til egen bolig.

Socialudvalget i A kommune meddelte i februar 1980, at udvalget ikke anså sig for at være retlig opholdskommune i henhold til bistandslovens § 11 samt Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975, pkt. 20, idet den af A kommune lagte revalideringsplan var afbrudt på grund af sygdom, og pågældende efter eget ønske var forblevet i uddannelseskommunen.

I slutningen af februar 1980 besluttede NN af søge invalidepension. Fra 1. april 1980, hvor NN flyttede til egen bolig, modtog han forskud på invalidepension.

Amtsankenævnet fandt, at A kommunes forpligtelse til at yde refusion efter bistandslovens § 11, nr. 1, måtte betragtes som ophørt ved NN's udflytning til bofællesskabet og beslutning om at indgive ansøgning om invalidepension. Amtsankenævnet lagde vægt på, at den oprindeligt lagte erhvervsplan havde været realistisk, og at senere indtrufne ændringer havde bevirket, ikke alene en længerevarende afbrydelse af studieforløbet, men også at uddannelsen måtte anses for opgivet.

Socialforvaltningen i B kommune anførte, at A kommune ikke kunne begrænse sit refusionstilsagn på ovennævnte måde, og at A kommune havde medvirket ved pågældendes anbringelse i B kommune og havde accepteret NN's anbringelse på kollegiet for handicappede. Yderligere var det anført, at kollegiet havde medvirket ved pågældendes senere flytning til egen bolig.

Efter bistandslovens § 10, stk. 1, påhviler pligten til at yde bistand det sociale udvalg i opholdskommunen.

Ifølge lovens § 11, nr. 1, kan opholdskommunen kræve sin del af udgifterne til bistand refunderet af en tidligere opholdskommune, når pågældende ved medvirken fra en anden kommune eller offentlig myndighed er anbragt i institution eller pleje i kommunen.

I pkt. 20 i Socialministeriets cirkulære af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser er det anført, at en bopælskommune, hvis et institutionsophold afsluttes med, at pågældende under medvirken fra institutionen får selvstændig bolig, kan kræve refusion af udgiften til bistand fra den kommune, der hæftede for udgifterne under institutionsopholdet.

Ankestyrelsen tiltrådte, at oplysningerne om omstændighederne i forbindelse med NN's flytning fra kollegiet til egen bolig ikke gav grundlag for at pålægge A kommune at yde refusion af B kommunes udgifter til hjælp til pågældende efter de ovennævnte bestemmelser.