Socialudvalget i A kommune havde i juli 1979 ydet hjælp til flytning til en kvinde, der i forbindelse med separation tog ophold i B kommune, og A kommune ydede refusion i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, af den hjælp, kvinden modtog i B kommune. I november 1979 flyttede manden fra A kommune til B kommune, hvor parret genoptog samlivet. Socialudvalget i A kommune medvirkede ikke ved flytningen. Da manden havde arbejdsindtægt ophørte kvinden med at modtage hjælp.
Fra 1. januar 1980 modtog parret hjælp på grund af arbejdsløshed. I januar 1981 anmodede socialudvalget i B kommune A kommune om refusion af den hjælp, der var udbetalt til ægteparret efter genoptagelsen af samlivet.
A kommune afslog at yde refusion, idet refusionstilsagnet ansås for ophørt, efter at ægtefællerne var flyttet sammen igen og dermed havde gensidig forsørgelsespligt.
Amtsankenævnet fandt, at det påhvilede socialudvalget i A kommune at afholde den kommunale andel af udgifterne til bistand til hustruen, indtil hun i mindst 3 måneder havde klaret sig selv, dog længst i 2 år efter flytningen, jf. bistandslovens § 47, stk. 2. Denne forpligtelse fandtes også at gælde hjælp ydet efter at hustruen havde genoptaget samlivet med manden. Amtsankenævnet fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at yde refusion af mere end halvdelen af den hjælp, der var ydet familien efter genoptagelsen af samlivet, da mandens flytning i november 1979 fra A til B kommune var sket uden medvirken fra A kommune eller anden offentlig myndighed, hvorefter betingelserne i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, for at kræve refusion for den del af hjælpen, der var ydet ham, ikke var opfyldt. Socialudvalget i A kommune anførte, at udvalget ikke anså sig som retlig opholdskommune, efter at ægtefællerne havde genoptagetsamlivet. Ægtefællerne fandtes at være omfattet af reglerne om for sørgelsespligt i bistandslovens § 6, stk. 1, når manden var flyttet til hustruens bopæl uden A kommunes medvirken.
Socialudvalget i B kommune anførte, at da manden var flyttet tilbage til hustruen, var separationen bortfaldet, og ægtefællerne måtte betragtes som gift. Som følge heraf gjaldt forsørgelsesprincippet, og den udmålte hjælp i henhold til bistandslovens § 37, kunne ikke deles op parterne imellem, ligesom udmålingen måtte gælde dem begge. Det faktum, at socialudvalget i A kommune ikke havde ydet flyttehjælp til manden, kunne ikke begrunde, at han som gift med hustruen ikke var omfattet af refusionstilsagnet.
Ifølge bistandslovens § 47, stk. 2, skal det sociale udvalg, såfremt flytning sker til en anden kommune, indhente samtykke fra det sociale udvalg i denne kommune, inden hjælpen ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke er fulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælpen, fortsat som opholdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter flytningen.
