Ankestyrelsens principafgørelse O-24-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 47, stk. 1 og § 47, stk. 2

Note:

*) Se endvidere SM O-22-84 og SM O- 23-84

En kvinde med et barn havde i november 1981 efter samlivsophævelse i udlandet taget ophold hos sine forældre, der boede i A kommune. Kvinden havde tidligere boet i B kommune, hvor hendes tidligere bolig var fremlejet indtil 1. marts 1983. Kvinden havde i øvrigt orlov fra en lærerstilling i C kommune indtil august 1982.

Kvinden modtog fra december 1981 hjælp efter bistandslovens § 37 fra det sociale udvalg i A kommune. Fra 15. februar 1982 skaffede hun sig en lejlighed i B kommune og hun søgte socialudvalget i A kommune om hjælp til flytning til B kommune.

Socialudvalget i A kommune anmodede i slutningen af januar 1982 socialudvalget i B kommune om samtykke i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2. Det anførtes, at der var tale om en forbedring af både de bolig- og erhvervsmæssige forhold, idet klienten var boligløs og flyttede nærmere til det arbejde, hun forventede at få pr. 1. august 1982 og til det sted, hun forventede at bo fra marts 1983, hvor fremlejemålet af hendes hus udløb. Det ansås endvidere for mest hensigtsmæssigt, at hendes barn kom i daginstitution i nærheden af den tidligere bopæl, således at institutionsskift kunne undgås.

Socialudvalget i B kommune afslog at give samtykke til flytningen. Det anførtes, at kvinden selv havde besluttet at flytte tilbage til Danmark fra udlandet, og i den forbindelse taget ophold hos sine forældre. Kvinden kunne derfor ikke for tiden anses for boligløs, og der fandtes ikke at foreligge tilstrækkelig dokumentation for, at hun kunne vende tilbage til sin lærerstilling i C kommune pr. 1. august 1982, ligesom kvinden heller ikke havde garanti for barnets optagelse i daginstitution i B kommune.

Over for amtsankenævnet anførte socialudvalget i A kommune, at kvinden ved henvendelse til sin faglige organisation havde fået oplyst, at hun skulle have tilbudt arbejde som lærer i C kommune. Socialudvalget i A kommune bevilgede herefter hjælp til etablering i henhold til bistandslovens § 40, stk. 1, og det besluttedes samtidig at indbringe sagen for amtsankenævnet, idet kvindens flytning til en selvstændig lejlighed ansås som en boligmæssig forbedring, hvorfor betingelserne i bistandslovens § 47, stk. 1, fandtes opfyldt.

Det oplystes supplerende, at kvinden pr. 1. marts 1982 havde påbegyndt arbejde som lærervikar i C kommune, og at barnet samme dag havde fået plads i daginstitution.

Amtsankenævnet fandt, at fremgangsmåden i bistandslovens § 47, stk. 2, var overholdt og pålagde B kommune at meddele samtykke efter den nævnte bestemmelse til ansøgerens flytning til B kommune. Amtsankenævnet lagde vægt på, at kvinden efter samlivsophævelsen og flytningen til Danmark stod uden bopæl og kun midlertidig havde ophold hos sine forældre, og at flytningen til den omhandlede bolig medførte en sådan forbedring af hendes boligmæssige forhold, at betingelsen i bistandslovens § 47, stk. 1, var opfyldt.

Efter bistandslovens § 47, stk. 1, kan der ydes en person, som ikke har midler dertil hjælp til en flytning, som medfører forbedring af pågældendes eller familiens boligmæssige eller erhvervsmæssige forhold.

Ifølge lovens § 47, stk. 2, skal det sociale udvalg, såfremt flytning sker til en anden kommune, indhente samtykke fra det sociale udvalg i denne kommune, inden hjælp ydes. Hvis denne fremgangsmåde ikke erfulgt, betragtes den kommune, der har ydet hjælpen, fortsat som op holdskommune, indtil pågældende i mindst 3 måneder har klaret sig uden bistand efter denne lov, dog længst i 2 år efter flytningen.

Ankestyrelsen tiltrådte amtsankenævnets afgørelse med nævnets begrundelse.