Ankestyrelsens principafgørelse O-37-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 46

En gift mand havde i perioder siden 1978 modtaget økonomisk hjælp efter bistandsloven grundet arbejdsløshed. På grund af økonomiske problemer indgik han i februar 1982 aftale med socialforvaltningen om administration af indtægter og udgifter. Ordningen ophørte i april 1982, da ansøgerens hustru forlod hjemmet. Efter samlivsophøret havde ansøgeren parrets ældste barn boende hos sig.

I september 1982 besluttede socialforvaltningen at yde hjælp efter bistandslovens § 37, jf. § 26, stk. 1, nr. 1, til underhold resten afmåneden under forudsætning af, at ansøgeren påny indgik i en admini strationsordning vedrørende indtægter og udgifter. Ordningen skulle bl.a. hjælpe ansøgeren til at få nedsat afdragene på et banklån. Ioktober 1982 meddelte ansøgeren, at han ikke kunne acceptere en fuld stændig administration, og at han selv ønskede at betale sin husleje via sit pengeinstitut. Afdragene på banklånet var da blevet nedsat fra 2.875 kr. til 1.700 kr. månedlig.

Aftalen mellem forvaltningen og ansøgeren blev herefter, at der hvermåned blev udbetalt hjælp til de faste udgifter, som indgik i § 37 beregningen, og at der til afdrag på banklånet udbetaltes 1.700 kr. af underholdsbeløbet og børnetilskuddet på ialt 2.850 kr. pr. måned. Herefter var til rest til underhold ca. 290 kr. om ugen, hvilket ansøgeren mente, at han kunne klare sig for, da han og barnet kunne spise hos ansøgerens forældre.

I begyndelsen af oktober 1982 modtog socialforvaltningen underretning om, at der den 2. november 1982 var berammet udsættelsesforretning på ansøgerens bopæl. Årsagen var manglende huslejebetalinger for juni, august og september. Der var foretaget acontoindbetalinger på restancen et par gange, men restgælden udgjorde ca. 3.500 kr. Over for socialforvaltningen oplyste ansøgeren, at han af den udmåltehjælp havde afholdt udgifter på gæld, der ikke var medtaget i § 37beregningen. Ansøgeren søgte om hjælp til betaling af huslejerestan cen og oplyste samtidig, at han i tilfælde af afslag påregnede at kunne bo hos sine forældre sammen med barnet.

Socialforvaltningen gav afslag på hjælp med henvisning til forvaltningens praksis, og da det i hjemmet værende barn måtte skønnes at have et rimeligt alternativ til opholdssted i tilfælde af en udsættelsesforretning.

Amtsankenævnet pålagde socialforvaltningen at yde hjælp til betaling af huslejerestancen. Under hensyn til, at ansøgeren i den løbende hjælp havde fået udbetalt et beløb til betaling af den månedlige husleje uden at anvende beløbet til det nævnte formål, fandtes hjælpen at burde ydes med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, på grund af uforsvarlig økonomi. Nævnet besluttede endvidere, at ansøgerens huslejehjælp fremover skulle administreres af socialforvaltningen, således at det derved blev sikret, at ansøgeren og hans barn havde bolig fremover.

Efter bistandslovens § 40, stk. 1, kan der under de forhold, der er nævnt i § 37, særskilt eller i forbindelse med underholdshjælp, ydeshjælp til dækning af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt på gældendes egen afholdelse af disse udgifter i afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske muligheder for fremtidig at klare sig selv.

Ifølge bistandslovens § 49 kan det sociale udvalg, hvis en person, der søger kontanthjælp, ikke skønnes i stand til ved bistand fra den kommunale rådgivning at administrere kontante beløb, undtagelsesvis beslutte at yde hjælpen som naturalhjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der havde været fornødent grundlag for at pålægge socialforvaltningen at yde hjælp til dækning af den omhandlede hsulejerestance. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der tidligere mellem ansøgeren og socialforvaltningen havde været etableret en administrationsordning med hjemmel i bistandslovens § 49, at ansøgeren selv havde ønsket at udtræde af denne ordning, og at ansøgeren derefter ikke betalte husleje, hvortil der var ydet ham hjælp.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.