Ankestyrelsens principafgørelse O-47-84

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 6 og § 26

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 20401-83: Et ægtepar modtog kontanthjælp efter bistandsloven fra det sociale udvalg i A kommune i februar og marts 1979. Hjælpen blev beregnet og udbetalt særskilt til hver af parterne. Af erklæring underskrevet af manden M i februar 1979 fremgik, at han var blevet gjort bekendt med tilbagebetalingspligten. I oktober 1981 modtog M hjælp i forbindelsemed flytning til B kommune. Hjælpen blev ydet med tilbage betalingspligt under henvisning til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.

I december 1981 blev ægteparret separeret. I forbindelse med ægteskabets opløsning og deling af boet blev socialforvaltningen i A kommune i juli 1982 kontaktet af en advokat, der ønskede oplysninger om størrelsen af ægtefællernes restance. Hustruen H og M indbetalte herefter i oktober 1982 henholdsvis 4.347,50 kr. og 8.555,55 kr.

I maj 1983 rejste H spørgsmål om, hvorvidt hun hæftede for kontanthjælp ydet den fraseparerede ægtefælle.

Amtsankenævnet tiltrådte, at H hæftede for den hjælp, der var ydet M med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26 i februar ogmarts 1979 og i oktober 1981. Nævnet henviste i sin afgørelse til bi standslovens § 6.

Sagen blev anket af H.

------------------ |*) Se SM O- | |46-84. |------------------ Efter bistandslovens § 6, stk. 1, er enhver mand og kvinde over for det offentlige forpligtet til at forsørge sig selv og sin ægtefælle. Ifølge § 6, stk. 2, ophører forsørgelsespligten over for en ægtefælle ved separation eller skilsmisse.

Af bistandslovens § 7, stk. 1, fremgår, at medmindre andet er bestemt i denne lov, skal den, der modtager bistand fra det offentlige til sig selv, sin ægtefælle eller sine børn, yde betaling efter de regler, der gælder for den modtagne bistand. For kontanthjælp som anden hjælp, der ydes under hensyn til økonomisk trang, skal modtageren ikke yde betaling. Ifølge § 7, stk. 2, inddrives betalingen efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter.

Efter bistandslovens § 26 kan det sociale udvalg træffe beslutning om tilbagebetaling, 1) når der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomi, ubegrundede opgivelse af et arbejde eller nægtelse af at påtage sig anvist arbejde,

2) når der må ydes en person hjælp, fordi den pågældende eller ægtefællen er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid,

3) når der på det tidspunkt, da der søges hjælp på grund af økonomisk trang, foreligger forhold, der viser, at pågældende i løbet af kortere tid vil være i stand til at tilbagebetale hjælpen,

4) når en person, der modtager hjælp, senere får udbetalt en erstatning, et underholdsbidrag el. lign. , der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte hjælp.

Ifølge § 26, stk. 2, kan tilbagebetaling i de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 - 3, kun kræves, hvis det sociale udvalg ved hjælpens udbetaling har gjort modtageren bekendt med tilbagebetalingspligten.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne i bistandslovens § 26 for at kræve tilbagebetaling af ydet hjælp ikke havde været opfyldt i forhold til H for den hjælp, der var ydet hendes nu fraseparerede ægtefælle i februar og marts 1979 og oktober 1981. Der påhvilede herefter ikke H pligt til at tilbagebetale den nævnte hjælp.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20126-83: En gift kvinde H søgte socialudvalget i A kommune om kontanthjælp efter bistandsloven i slutningen af juli 1981. Hun oplyste, at ægtefællen M ville få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge i begyndelsen af august 1981, og at hun selv, der var sygemeldt, ville få udbetalt sygedagpenge efter 3 ugers forløb. Socialudvalget udbetalte H et beløb på 400 kr. med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. H underskrev samtidig en tilbagebetalingserklæring. Den 3. og 7. august 1981 fik H udbetalt henholdsvis 600 kr. og 172 kr. med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3.

Den 26. august 1981 søgte H påny om økonomisk hjælp. Hun oplyste, at M havde fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, men ikke havde opholdt sig i hjemmet siden den 20. august 1981. H fik herefter udbetalt 600 kr. med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, og underskrev samtidig en tilbagebetalingserklæring. I begyndelsen af november 1981 søgte H påny om hjælp til underhold. Hun oplyste, at M var flyttet til B kommune, og at hun og hendes to børn ikke havde noget at leve af. Socialudvalget bevilgede herefter hjælp med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Det sociale udvalg fandt, at M skulle tilbagebetale den hjælp, H havde modtaget i tiden juli - november 1981. Udvalget henviste til, at hjælpen var konteret på M's cpr.nr., da det i realiteten var ham, der søgte hjælpen. At hjælpen var udbetalt til H, skyldtes, at det var H, der havde henvendt sig til forvaltningen. Socialudvalget fandt, at spørgsmålet om, hvem der hæftede for hjælpen, måtte afgøres ved en evt. ægteskabssag.

Amtsankenævnet tiltrådte socialudvalgets afgørelse, idet nævnet henviste til, at hjælpen var ydet M og H i fællesskab under hensyn til begge ægtefællers økonomiske forhold, jf. bistandslovens § 6.

M anførte, at socialforvaltningen på intet tidspunkt havde rettet henvendelse til ham om udbetaling af hjælp, men udelukkende stolet på H's udtalelser, som han karakteriserede som usandfærdige. M anførte videre, at han ikke havde nydt godt af nogen del af hjælpen, som H havde holdt ude fra den fælles økonomi.

Vedrørende lovgrundlag henvises til de under sag nr. 1 anførte bestemmelser.

Ankestyrelsen fandt ikke, at tilbagebetalingsbetingelserne i bistandslovens § 26 havde været opfyldt for M's vedkommende. Der påhvilede herefter ikke M pligt til at tilbagebetale den nævnte hjælp.

Ankestyrelsen ændrede således amtsankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 15057-82: En gift kvinde H søgte den 4. september 1980 socialudvalget i A kommune om kontanthjælp efter bistandsloven. Årsagen hertil var, at ægteparrets bank på grund af underskud på forskellige bankkonti ikke ville frigive den løn, som samme dag var indgået på parrets betalingskonto. I forbindelse med henvendelsen om hjælp oplyste H samtidig, at ægtefællerne ville søge separation, og at hun fra den 15. september 1980 havde fået en lejlighed i B kommune.

Det sociale udvalg i A kommune udbetalte hjælp med 900 kr. mod tilbagebetaling efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. Tilbagebetalingserklæringen blev underskrevet af H den 4. september 1980. Den 10. september 1980 meddelte H, at hun dagen forinden havde søgt separation. Den 11. september 1980 ydede socialudvalget flyttehjælp til H. Samme dag blev den hjælp, der var udbetalt H den 4. september 1980, bogført under M's navn og cpr.nr. med henvisning til, at parret på udbetalingstidspunktet ikke havde søgt separation.

I februar 1982 klagede M over, at socialudvalget havde krævet hele beløbet tilbagebetalt hos ham. M mente, at H måtte hæfte for halvdelen af den udbetalte hjælp.

Det sociale udvalg fastholdt tilbagebetalingspligten over for M. Udvalget anførte, at udbetalingen af kontanthjælp konteres i mandens cpr.nr., når det drejer sig om samgifte personer, uanset hvem af ægtefællerne hjælpen udbetales til. Over for amtsankenævnet anførte M, at såvel han som H på udbetalingstidspunktet var i arbejde, og at han var uvidende om, at H havde søgt forvaltningen om hjælp. Ifølge bodelingsoverenskomsten hæftede hver af ægtefællerne for personlig gæld. Under henvisning hertil samt til, at M ikke havde været vidende om, at H havde fået udbetalt hjælp, mente M ikke, at tilbagebetalingskravet kunne gøres gældende over for ham. M oplyste endvidere, at han ikke vidste, hvad de 900 kr. var brugt til.

Amtsankenævnet fandt, at den omstændighed, at den til H mod dennes tilbagebetalingserklæring udbetalte hjælp var konteret på M's personnummer, ikke nødvendigvis medførte, at hjælpen skulle kræves tilbagebetalt af M.

På det foreliggende grundlag fandt nævnet endvidere ikke, at det kunne lægges til grund, at den udbetalte hjælp havde været nødvendig til ægtefællernes fælles formål eller var anvendt til sådanne. Ved afgørelsen af dette spørgsmål fandt nævnet, at det måtte tillægges betydning, at der ikke af socialforvaltningen var rettet henvendelse til M eller forsøgt rettet henvendelse til M inden hjælpens udbetaling, hvilket ville have været rimeligt under hensyn til, at det var socialforvaltningen bekendt, at ægtefællerne stod umiddelbart foran en separation, og der samtidig blev ydet H hjælp til flytning.

Nævnet fandt, at der allerede under hensyn til foranstående omstændigheder ikke var grundlag for at kræve hjælpen tilbagebetalt af M.

Sagen blev indanket af det sociale udvalg.

Udvalget anførte, at begrundelsen for, at forvaltningen ikke havde rettet henvendelse til M inden udbetaling af hjælp til H, var, at hidtidige kontakter mellem familien og forvaltningen var foregået via H, idet forvaltningen havde kendskab til M's ulyst til at henvende sig til forvaltningen.

Amtsankenævnet anførte over for Ankestyrelsen, at en ægtefælle ifølge dansk ret ikke hæfter for den anden ægtefælles forpligtelser, medmindre der er særlig hjemmel dertil, jf. eksempelvis § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke omfatter låneoptagelse, selv om provenuet bruges til leveomkostninger m.v.

Nævnet bemærkede endvidere, at bestemmelsen i bistandslovens § 6 om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt ikke indeholder nogen hjemmel til solidarisk hæftelse for modtagelse af hjælp.

Vedrørende lovgrundlag henvises der til de under sag nr. 1 anførte bestemmelser.

Ankestyrelsen fandt ikke, at tilbagebetalingsbetingelserne i bistandslovens § 26 havde været opfyldt for M's vedkommende. Der påhvilede herefter ikke M pligt til at tilbagebetale den hjælp, der var ydet H den 4. september 1980.

Ankestyrelsen stadfæstede derfor amtsankenævnets afgørelse.