Ankestyrelsens principafgørelse O-65-84

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-04-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 59, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 1

Note:

Vi henviser til vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindregning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Forældrene til en 4-årig svært spastisk lammet pige, der siden november 1980 havde haft ophold på en døgninstitution, ansøgte social- og sundhedsforvaltningen om hjælp til boligindretning.

Hjælpen blev søgt med henblik på at gøre boligen mere egnet som opholdssted for pigen, der opholdt sig hos forældrene hver weekend fra fredag eftermiddag til mandag morgen samt i alle ferier, ialt ca. 185 dage om året.

Forældrehjemmet var skønnet totalt uegnet som opholdssted for pigen. Udgifterne til de nødvendige boligændringer blev vurderet til 30.000 - 40.000 kr.

Social- og sundhedsforvaltningen gav afslag på det ansøgte, da betingelserne for ydelse af hjælp ikke ansås for opfyldt, eftersom pigen var optaget permanent i en døgninstitution.

Amtsankenævnet fandt, at hjælp til nødvendig boligindretning efter bistandslovens § 59 skulle ydes af social- og sundhedsforvaltningen,uanset at pigen var optaget i en døgninstitution. Nævnet fandt såle des, at hjælp efter bistandslovens § 59, således som denne bestemmelse er affattet, ikke kan forudsætte, at den sygdomsramte person, der begrunder behovet for boligindretning, ikke er institutionsanbragt, idet det afgørende må være hjælpens nødvendighed for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. Ankenævnet fandt, at pigen havde så hyppigt ophold i eget hjem, at de omhandlede boligændringer, hendes handicap taget i betragtning, måtte anses som særdeles påkrævede. Når ydermere hensås til de forpligtelser, der efter bistandslovens § 67 påhvilede social- og sundhedsforvaltningen, fandt nævnet, at forvaltningen burde have imødekommet forældrenes anmodning om ændret boligindretning i nødvendigt omfang. Nævnet afslog at tillægge social- og sundhedsforvaltningens anke til Ankestyrelsen opsættende virkning. Nævnet henviste i sin begrundelse til beretning fra Folketingets Ombudsmand for 1978 (side 619 ff. ). Den indankede nævnsafgørelse vedrørte en ydelse, som var at sidestille med en éngangsydelse, hvorfor forfaldstiden fandtes at være indtrådt på det tidspunkt, hvor pigens far havde fået meddelelse om nævnets afgørelse.

Social- og sundhedsforvaltningen anførte, at man var af den opfattelse, at støtte i medfør af bistandslovens § 59, stk. 1, kun vedrører personer, der har permanent ophold i egen bolig.

Ifølge bistandslovens § 59, stk. 1, kan der til personer med invaliditet eller varig sygdoms- eller aldersbetinget svagelighed ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for pågældende.

Af de af amtsankenævnet anførte grunde fandt Ankestyrelsen, at den omstændighed, at barnet var optaget i en døgninstitution, ikke i sig selv var til hinder for, at bistandslovens § 59 kunne finde anvendelse på boligindretning i forældrenes hjem.

Under hensyn hertil og til det i sagen oplyste om barnets helbredstilstand samt til, at hun havde ophold i hjemmet ca. halvdelen af året, fandt Ankestyrelsen, at der skulle ydes hjælp til det ansøgte formål.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at kritisere, at der med amtsankenævnets begrundelse var givet afslag på at tillægge sagens indbringelse for Ankestyrelsen opsættende virkning. Ankestyrelsen henviste endvidere til, at styrelsen efter indførelsen af ankebegrænsningen pr. 1. juli 1983 kun kan antage sager bl.a. inden for bistandslovens område, der skønnes at have principiel betydning. Ved vurderingen heraf indgår således behovet for afgørelser fra Ankestyrelsen inden for det pågældende område. Når ydelsen måtte anses for at være forfalden ved amtsankenævnets afgørelse, og når sagen kun behandles af Ankestyrelsen af hensyn til behovet for en afgørelse på det pågældende område, fandt Ankestyrelsen heller ikke grundlag for at tillægge anken opsættende virkning.