Ankestyrelsens principafgørelse O-7-84

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1 og § 112, stk. 2

En kvinde, bosiddende i udlandet, havde i november 1981 anmodet om at få hjemgivet et barn, som hun havde født og efterladt i Danmark i maj 1980. Ankestyrelsen fandt, at betingelserne efter bistandslovens § 123, stk. 1, nr. 3, for indtil videre at nægte hjemgivelse af barnet var opfyldt. Ankestyrelsen henviste sagen til behandling i det sociale udvalg. Ankestyrelsen fandt, at der til brug ved sagens behandling i socialudvalget burde indhentes yderligere oplysninger om moderens nuværende forhold.

Ankestyrelsens afgørelse blev af barnets mor indbragt for landsretten.

Moderens advokat havde både overfor Ankestyrelsen og landsretten gjort gældende, at anvendelse af bestemmelserne i bistandslovens afsnit VIII forudsætter, at forældremyndighedens indehaver opholder sig i Danmark.

Efter bistandslovens § 1 er det offentlige forpligtet til, efter reglerne i denne lov at yde bistand til enhver, der opholder sig her i landet, og som af hensyn til sine egne eller sin families forhold, har brug for rådgivning, økonomisk eller praktisk hjælp, støtte til udvikling eller genoprettelse af erhvervsevnen eller for pleje, særlig behandling eller opdragelsesmæssig støtte.

Efter lovens § 123, stk. 1, nr. 3, kan det sociale udvalg, når det er absolut påkrævet af hensyn til et barns velfærd indtil barnets fyldte 18. år uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver, træffe beslutning om at nægte hjemgivelse eller ændre anbringelsesstedet, uanset at anbringelsen oprindelig er sket med samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Ifølge § 29 i lov om børne- og ungdomsforsorg, der var gældende indtil 1. april 1976, kunne hjælpeforanstaltninger iværksættes for børn og unge under 18 år, der havde ophold her i landet. Bestemmelsen er ikke gentaget i bistandsloven.

Landsretten udtalte: "Da der ikke er holdepunkter for at antage, at det med bistandslovens vedtagelse har været hensigten at indsnævre den personkreds, den tidligere lovgivning på området omfattede, findes kap. 18 (afsnit VIII) i bistandsloven i overensstemmelse med tidligere lovgivning og med den generelle bestemmelse i bistandslovens § 1, at kunne anvendes på ethvert barn, der har ophold her i landet.

Barnet har opholdt sig her i landet siden sin fødsel, og de danske myndigheder blev forpligtet til at yde barnet bistand, efter at moderen var udrejst af landet uden at tage det med. Bistandslovens regler om hjælpeforanstaltninger uden samtykke kan herefter finde anvendelse, og spørgsmålet om barnets hjemgivelse således tages under påkendelse.

Efter de foreliggende oplysninger om moderens forhold findes der, uanset de foreliggende erklæringer om barnets tilknytning til Danmark specielt til plejefamilien, ikke tilstrækkeligt holdepunkt for at statuere, at det er absolut påkrævet af hensyn til barnets velfærd, at hjemgivelse nægtes. Landsretten ændrer derfor den trufne afgørelse, således at barnet hjemgives. "