Ankestyrelsens principafgørelse O-112-97

1997

Resume:

Ansøger, der var fra udlandet og ikke forstod dansk, søgte om kontanthjælp. Ved hjælpens start underskrev ansøger og hendes ægtefælle, der talte udmærket dansk, et såkaldt § 18-skema ( nu retssikkerhedslovens § 11 ), hvoraf fremgik at "ved udrejse af Danmark skal sagsbehandler orienteres". Det blev efterfølgende af politiet oplyst, at ansøgers ægtefælle havde været ude af Danmark i perioden 30. november 1994 til 29. maj 1995.

Ankestyrelsen fandt, at det ikke kunne anses for godtgjort, at ansøger var klar over, at betingelsen for, at hun kunne modtage kontanthjælp var, at såvel hun som hendes ægtefælle opholdt sig i Danmark og stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Der blev herved lagt vægt på, at det ikke af oplysningerne i sagen fremgik, at ansøger specifikt var blevet vejledt om konsekvensen af hendes ægtefælles udlandsophold.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at sagsbehandleren i forbindelse med, at ansøger havde skrevet under på § 18-skemaet, burde have sikret sig, at ansøger forstod skemaets indhold, således at hun vidste, hvad hun skrev under på.

Der var derfor ikke grundlag for at kræve den kontanthjælp, ansøger havde modtaget i perioden 1. december 1994 - 31. maj 1995, tilbagebetalt, da den ikke kunne anses for at være modtaget mod bedre vidende.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 18 og § 25, stk. 1, nr. 1

Ansøger og hendes ægtefælle, der begge kom fra udlandet, ansøgte i januar 1994 kommunen om kontanthjælp og underskrev i den forbindelse en § 18-erklæring, hvor det var tilføjet med håndskrift: Ved udrejse af Danmark skal sagsbehandler orienteres. Det fremgik bl.a. af det fortrykte dokument, at "Ligeledes skal flytning (fremhævet med fed skrift) altid meddeles - gælder også flytning til udlandet. " Det blev ved den lejlighed aftalt, at ansøger skulle tilmeldes et danskkursus. Det fremgik af sagen, at ansøgers mand talte udmærket dansk, hvorimod ansøger ikke kunne sproget.

I april 1994 var ansøger til opfølgningssamtale i kommunen, hvor det blev oplyst, at hun var startet på danskundervisning gennem AOF. Ansøger havde først igen personlig kontakt med socialforvaltningen den 29. juni 1995, hvor hun henvendte sig og oplyste, at hendes mand havde søgt separation, men at hun ikke ville underskrive, hvorfor hun afventede en retssag. Det fremgik, at ansøger på det tidspunkt ifølge folkeregistret boede hos sin søster.

Kommunen havde sendt 2 § 41-skemaer (om opfølgning af sagen) til ansøger, vedrørende ændringer i hendes forhold. Disse var henholdsvis den 3. januar og 17. maj 1995 udfyldt og underskrevet med ansøgers navn.

Den 6. juli 1995 fik kommunen underretning fra politiet i Kastrup om, at ansøgers ægtefælle havde været ude af landet i perioden 23. november 1994 til 29. maj 1995. Kommunen meddelte herefter, at i forbindelse med ansøgers ægtefælles ophold i udlandet havde hun uberettiget modtaget kontanthjælp, samt at hjælpen ville være tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1. Det meddeltes samtidig, at sagen var anmeldt til politiet med henblik på undersøgelse af, om der var grundlag for at rejse tiltale imod ansøger og hendes ægtefælle.

Ved samtale med tolk den 24. juli 1995 i socialforvaltningen oplyste ansøger, at hun havde boet hos sin søster siden december 1994, samt at hun ikke havde hævet på kontoen i den periode, hvor hendes mandvar i udlandet, og at hun ikke havde underskrevet § 41-opfølgnings skemaerne.

Kommunen fastholdt herefter 23. februar 1996, at den hjælp, der var ydet i udrejseperioden havde været udbetalt med urette, hvorfor den blev krævet tilbagebetalt i medfør af bistandslovens § 25, stk. 1, da begge ægtefæller ikke havde opfyldt rådighedsforpligtelsen. Kommunen henviste til, at ingen af ægtefællerne før udrejsen, under denne eller efterfølgende havde oplyst om udrejsen, samt at ægteparret i hele perioden havde haft fælles bankkonto. Kommunen henviste endvidere til, at der var tale om modtagelse af kontanthjælp under ikke godkendt ophold i udlandet, at der var modtaget underskrevne § 41-skemaer i perioden, samt at der var sket hævning af de udbetalte beløb på bankkontoen i den pågældende periode.

Den 8. juli 1996 meddelte politimesteren, at det var besluttet at opgive påtale mod ansøger, idet videre forfølgning ikke kunne forventes at føre til, at hun fandtes skyldig til straf.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp, der var udbetalt til ansøger i perioden fra den 1. december 1994 til den 31. maj 1995.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger den 11. januar 1994 havde underskrevet en såkaldt § 18-erklæring, hvoraf bl.a. fremgik, at der ved udrejse af Danmark skulle ske underretning til kommunen.

Nævnet havde endvidere lagt vægt på, at det ikke fremgik af sagens akter, at ansøger havde underrettet kommunen om hendes ægtefælles udrejse af Danmark.

På den baggrund fandt nævnet, at ansøger havde undladt at give oplysninger som krævet i bistandslovens § 18 og derfor mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp i den nævnte periode, jf. bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger ikke havde været klar over, at hendes ægtefælle havde været udrejst i den omhandlede periode, og at hun på grund af ægteskabelige uoverensstemmelser ikke havde haft fælles bopæl med sin mand i perioden. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om tilretning af en såkaldt § 18-erklæring med ordene "ved udrejse af Danmark skal sagsbehandler orienteres" kan anses for at være tilstrækkelig vejledning om konsekvensen af kontanthjælpsmodtageres bortrejse fra deres bopæl, set i relation til den ægtefælle, der ikke er bortrejst, med den virkning, at dennes hjælp kan kræves tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at sagsbehandleren i forbindelse med, at ansøger skrev under på § 18-skemaet burde have sikret sig, at hun forstod skemaets indhold, således at hun vidste, hvad hun skrev under på.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det måtte lægges til grund, at det ikke af sagen, herunder oplysningsskemaet dateret 18. januar 1994, fremgik, at ansøger specifikt var blevet vejledt om konsekvensen af hendes ægtefælles udlandsophold.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at det ikke kunne anses for godtgjort, at ansøger var klar over, at betingelsen for, at hun kunne modtage kontanthjælp var, at såvel ansøger som hendes ægtefælle opholdt sig i Danmark og stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt herefter, at den kontanthjælp, ansøger havde modtaget i perioden 1. december 1994 til 31. maj 1995, ikke kunne anses for modtaget mod bedre vidende.

Der var derfor ikke grundlag for at kræve hjælpen tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

15.08.1997

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 18 § 25

Journalnummer

201135-96