Sagen vedrørte en mand, som var idømt 5 års fængsel og blev løsladt 31. januar 1995. Inden indsættelsen boede han i A kommune.
Forud for løsladelsen havde manden med støtte fra A kommune i et par måneder opholdt sig på en idrætshøjskole, frem til han i oktober 1994 forlod højskolen og tog ophold hos sine forældre i A kommune.
I december 1994 gav A kommune afslag på støtte til revalidering efter bistandslovens § 43, til en uddannelse til tømrer/gulvlægger.
Manden besluttede trods afslaget at påbegynde uddannelsen, og flyttede på eget initiativ til B kommune.
Her tog manden ophold på et af kriminalforsorgens pensionater. Pensionatet var døgnbemandet, og der førtes tilsyn med beboerne, som havde ophold her, indtil de kunne finde en permanent bolig. B kommune dækkede udgifterne til mandens ophold på pensionatet.
Den 1. marts 1995 fraflyttede manden pensionatet, hvorefter B kommune ikke længere afholdt udgifter til ham.
B kommune anmodede om refusion fra A kommune for den kommunale andel af de udgifter, som kommunen havde afholdt i forbindelse med mandens ophold på pensionatet. A kommune afslog at yde refusion, da den ikke havde medvirket ved flytningen til B kommune.
B kommune indbragte sagen for ankenævnet, som traf den afgørelse, at der ikke var refusionspligt efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 eller 2, da der ikke var sket medvirken fra A kommunes side ved flytningen, og da pensionatet ikke var omfattet af institutionsbegrebet i § 11, stk. 1, nr. 2.
B kommune indbragte herefter sagen for Ankestyrelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kriminalforsorgens pensionater er omfattet af institutionsbegrebet i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 eller 2.
