Ansøger, der var i gang med et toårigt uddannelsestilbud, søgte om hjælp efter bistandslovens § 37. Hans ægtefælle modtog nedsatte arbejdsløshedsdagpenge, og ansøger havde på ansøgningstidspunktet en bil, der var vurderet til ca. 20.000 kr., og en kontantformue på 16.500 kr.
Kommunen vurderede under hensyn til ansøgers økonomi, at han og hans hustru var berettiget til supplerende kontanthjælp. Hjælpen blev ydet med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 3. , idet kommunen fandt, at bilen skulle betragtes som formue i bistandslovens forstand. For så vidt angik ansøgers kontantformue, skønnede kommunen, at denne skulle bruges til at skaffe familien en bolig, idet de boede i et tidsbegrænset lejemål.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var en forudsætning for ansøgers beskæftigelse, at han var i besiddelse af en bil, ligesom det var hans arbejdsgivers opgave at løse transportproblemer i forbindelse med arbejdet.
I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a., at såfremt kommunen krævede bilen solgt, vil han ikke kunne overholde aftalen med sin arbejdsgiver om at kunne benytte egen bil. Endvidere ville ansøger påføres et tab ved bilsalg nu og køb af anden bil, når han var færdig med uddannelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en bi, ansøger ejede på tidspunktet for ansøgning af kontant hjælp, skulle betragtes som en formue efter bistandslovens § 39.
