Ansøger indgik en aktiveringsaftale med kommunen, hvorefter hun skulle i beskæftigelse som pædagogmedhjælper 20 timer ugentligt i perioden 20. april 1994 til 19 oktober 1994.
Hun ville under aktiveringen modtage en oplæringsydelse på 49,80 kr. samt et særligt tillæg på 4,62 kr. pr. time. Lønnen skulle udbetales pr. 14. dag.
Ifølge kommunens journalark henvendte ansøger sig den 3. maj 1994 til kommunen, idet hendes hjælp fejlagtigt var blevet stoppet pr. 30. april 1994. Hun var startet på aktivering den 20. april 1994, men havde endnu ikke fået løn. Af kommunens oplysninger fremgik, at der afventedes en særlig blanket. Med baggrund i dette blev der samme dato udbetalt normal kontanthjælp for maj måned, og beregningen ville så i løbet af måneden blive ændret til en aktiveringsydelse.
Den 2. november 1994 blev det opdaget, at blanketten aldrig var modtaget. Aktiveringsafdelingen blev rykket, og der indhentedes kopi af lønsedler.
I februar 1995 blev ansøger indkaldt til samtale vedrørende den for meget udbetalte kontanthjælp i aktiveringsperioden.
På kommunens forespørgsel om hun ikke undrede sig over, at hun fik så meget i løn, efter at være startet i arbejde, svarede ansøger, at hun ikke havde tænkt over, at der gik løn ind både månedsvis og hver 14. dag, da hun og samleveren havde en masse udgifter. Kommunen overvejede anmeldelse for socialt bedrageri, men frafaldt det med den begrundelse, at da ansøger hele tiden havde været berettiget til supplement, og hun ikke nærmere havde fået besked på, hvor meget mere hun ville have ud af aktiveringen, måtte hun have været i god tro med hensyn til udbetalingen. Kommunen ville derfor alene kræve beløbet tilbagebetalt efter reglerne i bistandsloven.
Ved afgørelse af 19. juni 1996 meddelte kommunen ansøger, at hun uretmæssigt havde modtaget 16.227 kr. i perioden juni - november 1994, som var omkonteret til tilbagebetalingspligtig hjælp i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke havde opfyldt sin oplysningsforpligtelse i henhold til bistandslovens § 18.
I klagen til nævnet anførte ansøger, at hun ikke havde fået den fornødne vejledning i forbindelse med aktiveringen. Endvidere var der forvirring på tidspunktet for aktiveringen grundet i, at hun blev sendt fra den ene sagsbehandler til den anden.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.
Nævnet fandt på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at betingelserne for krav om tilbagebetaling efter bistandslovens § 25, stk. 1, var opfyldt.
Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger mod bedre vidende havde modtaget for meget i kontanthjælp samtidig med løn under aktivering.
Nævnet lagde endvidere til grund, at ansøger ved henvendelsen til kommunen den 3. maj 1994 anmodede om udbetaling af kontanthjælp under henvisning til, at hun endnu ikke havde modtaget løn efter påbegyndt aktivering den 20. april 1994.
Det var nævnets opfattelse, at ansøger således ved denne henvendelse havde tilkendegivet, at hun var vidende om en sammenhæng mellem løn under aktivering og kontanthjælp.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvem der var nærmest til at bære risikoen for en fejludbetaling.