Ankestyrelsens principafgørelse O-60-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 36a

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 61

Et Børn og unge-udvalg afviste med én stemme mod tre at følge forvaltningens indstilling om at opretholde anbringelsen uden for hjemmet af en 4-årig dreng, der havde været anbragt uden for hjemmeti ca. 1 år. Samme dag anmodede en sektorleder i forvaltningen An kestyrelsen om at behandle sagen efter bistandslovens § 36a, stk. 3.

Moderens advokat anførte overfor Ankestyrelsen, at Ankestyrelsen ikke havde hjemmel til at behandle sagen, idet forvaltningen ikke var klageberettiget.

Advokaten anførte, at bistandslovens § 36a, stk. 3, alene omhandlede situationer, hvor kommunalbestyrelsen forsyndede sig mod børnene og ikke var sig sit ansvar bevidst. I denne sag havde forvaltningen forelagt sagen for Børn og unge-udvalget, der var den kompetente myndighed. Udvalget havde imidlertid ikke fundet grundlag for at træffe beslutning om anbringelse.

Ankestyrelsen traf afgørelse om anbringelse uden for hjemmet, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, 1. punktum, nr. 1, jf. 2. punktum, sammenholdt med § 36a, stk. 3. Ankestyrelsen fandt, at der var en særlig adgang til på eget initiativ, eventuelt på baggrund af en underretning at optage en sag til behandling og træffe afgørelse om anbringelse uden for hjemmet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke, såfremt betingelserne i § 35 var opfyldt. Dette gjaldt uanset, om kommunalbestyrelsen havde afgivet indstilling efter bistandslovens § 123 til Børn og unge-udvalget om anbringelse af barnet uden samtykke eller ej. Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Østre Landsret, der stadfæstede afgørelsen og udtalte, at Ankestyrelsen efter bistandslovens § 36a, stk. 3, af egen drift kunne træffe nødvendige beslutninger om bl.a. anvendelse af § 35. Denne kompetence, der var begrundet i hensynet til barnet, var uafhængig af, om sagen havde været behandlet i Børn og unge-udvalget, eller om Ankestyrelsen havde modtaget henvendelse fra andre myndigheder eller privatpersoner. Ankestyrelsen skulle alene tage hensyn til, om der var behov for foranstaltninger.