Ankestyrelsens principafgørelse O-140-97

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 10, stk. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 140 af 15. august 1975 om bistandslovens almindelige bestemmelser - pkt. 19

En kvinde, der boede i A kommune og bl.a. var narkoman, var af A kommune fulgt under graviditeten. Forinden barnets fødsel havde forældrene aftalt fælles forældremyndighed til barnet. Faderen boede i B kommune. Barnet forblev efter fødslen indlagt på hospital bl.a. på grund af abstinenser, der krævede behandling. Efter fødslen tilmeldte forældrene barnet på faderens adresse. A kommune undersøgte muligheden for hjælpeforanstaltninger og tog sagen op i børn og unge-udvalget, hvor sagen dog blev udsat på grund af oplysninger om, at forældrene havde aftalt fælles forældremyndighed, og at forældrene ønskede barnet tilmeldt faderens adresse. B kommune blev herefter inddraget i sagen.

Der opstod herefter uenighed mellem A og B kommune om, hvem der var retlig handlekommune. Barnet var fortsat indlagt på hospital.

Ankenævnet fandt, at A kommune var retlig handlekommune, fordi denne kommune havde det største kendskab til familien. Folkeregistertilmeldingen i B kommune fandtes at være uden betydning, da det var tvivlsomt, hos hvem af forældrene barnet reelt skulle opholde sig. Faderen havde i forbindelse med en meddelelse om moderens og barnets indflytning på adressen oplyst, at der kun var tale om en postadresse, og han havde på et møde på hospitalet givet udtryk for, at han ikke så noget problem i, at moderen tog sig af barnet. Endvidere havde han inden fødslen oplyst, at han forventede, at moderen skulle have barnet boende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke momenter, der kunne lægges vægt på ved afgørelsen af, hvilken kommune, der skal være handlekommune vedrørende bistand efter bistandslovens kapitel 8 i den situation, hvor der er fælles forældremyndighed over et barn, der endnu ikke har haft ophold hos hverken den ene eller den anden af forældrene, og hvor forældrene bor i hver sin kommune.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var handlekommune i forhold til bistand efter bistandslovens kapitel 8.

Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, at bistand til et barn må betragtes som bistand til forældrene. Det var derfor forældremyndighedsindehaverens opholdskommune, der var handlekommune.

Hvor begge forældre havde del i forældremyndigheden, og hvor forældrene boede i hver sin kommune, havde begge kommuner således ret og pligt til at handle. Afgørelsen af, hvilken af kommunerne, der skulle handle, ville herefter bero på en konkret vurdering.

Ankestyrelsen fandt, at der i et tilfælde som det foreliggende, hvor barnet aldrig havde haft ophold hos hverken den ene eller den anden af forældrene, kunne lægges vægt på, hos hvem af forældrene, barnet ønskedes folkeregistertilmeldt, også selv om barnet endnu ikke rent faktisk opholdt sig på bopælen.

Dette moment fandtes imidlertid kun at kunne tillægges betydning, såfremt tilmeldingen kunne anses for reel, det vil sige, at der ikke var begrundet tvivl om, at barnet rent faktisk skulle bo der, hvor det var ønsket tilmeldt.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ved vurderingen af, hvilken kommune der i en situation som den foreliggende skulle handle, kunne lægges vægt på graden af de implicerede kommuners kontakt til forældrene, herunder i hvilken grad der havde været/burde have været anledning til at gå ind i kontakten.

Ankestyrelsen lagde herefter særlig lagt vægt på, at folkeregistertilmeldingen af barnet ikke kunne tillægges betydning, da der, med udgangspunkt i de for ankenævnet foreliggende oplysninger, fandtes at have været begrundet tvivl om, hvor barnet reelt skulle bo. Efter det oplyste havde faderen i forbindelse med returnering af en logiværterklæring oplyst, at der kun var tale om en postadresse. Derudover var det på et møde på X Hospital blevet oplyst, at faderen havde givet udtryk for, at han ikke så noget problem i, at moderen tog sig af barnet, og faderen havde forud for fødslen oplyst, at han forventede, at moderen skulle have barnet boende.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var A kommune, der havde haft den største kontakt til familien, og dermed det største kendskab til familien, idet kommunen fra sit kendskab til graviditeten havde haft tæt kontakt til moderen og havde søgt at opnå kontakt med faderen.

B kommune blev først inddraget i sagen om bistand efter bistandslovens kapitel 8 efter mødet i børn og unge-udvalget, og B kommune havde ikke haft anledning til at følge familien før.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.