Ankestyrelsens principafgørelse P-5-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 17, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 129 af 24. juni 1996 om social pension - pkt. 77

En folkepensionist søgte om personligt tillæg til indkøb af et par ortopædiske specialsyede sko.

Kommunen bevilgede den 7. november 1995 ansøger tilskud til indkøb af et par sko ved ortopædisk håndskomageri, da hun på grund af manglende føleevne i fødderne ikke kunne gå i almindelige sko. Hjælpen blev bevilget efter reglerne om personligt tillæg til folkepensionen, og kommunen fandt, at hun selv burde kunne betale 500 kr. af det samlede beløb.

Ansøger modtog folkepension og boligydelse på i alt 7.271 kr. Hendes husleje og varme udgjorde omkring 3.000 kr. pr. måned. Hun indbetalte 4.000 kr. til sin betalingsservice, der udover huslejeudgiften og varme indeholdt udgifter til telefon, el, buskort og fodpleje. Der var således 3.271 kr. til rådighed, når de faste udgifter var betalt.

Kommunen mente derfor, at hun skulle være i stand til at betale det af kommunen fastsatte beløb på 500 kr. til indkøb af sko - eventuelt over et par gange.

Hendes personlige tillægsprocent var 100.

Ansøger klagede, idet hun ikke mente, at det var muligt for hende at betale 500 kr.

Ankenævnet hjemviste kommunens afgørelse om egenbetaling til ny vurdering og afgørelse. Nævnet fandt, at kommunen ved udmåling af personligt tillæg ikke hav de hjemmel til at fastsætte en individuel egenbetaling, men alene atanvende ansøgers personlige tillægsprocent, når hun var fundet omfat tet af tildelingsbetingelserne for hjælpen.

Kommunen klagede og henviste til SM P-17-89, hvoraf det fremgik, at en pensionist, hvis personlige tillægsprocent var 100, selv måtte afholde en egenandel af udgiften til tandprotese. Samtidig henviste kommunen til, at da ansøgers sygdom betød en merudgift til fodtøj, havde man besluttet at yde personligt tillæg til merudgiften. Denne merudgift havde man fundet frem til ved at fastsætte en egenbetaling på 500 kr., svarende til egenbetalingen efter bistandslovens § 58.

Ankenævnet henviste bl.a. til, at kommunen i sin afgørelse ikke havde oplyst om den havde fastsat generelle regler eller havde fast praksis for at begrænse det ansøgte. Nævnet fandt det derfor betænkeligt, at kommunen i sin afgørelse ulovhjemlet inddrog skønselementet merudgift, som fandtes ved analogt at bruge reglerne om egenbetaling for ortopædisk fodtøj efter bistandslovens § 58 om hjælpemidler. Efter nævnets opfattelse var skønselementerne for tildeling af personligt tillæg først og fremmest, om ansøgeren selv af egne midler kunne afholde den ansøgte udgift.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen havde mulighed for at fastsætte en egenbetaling ved tildeling af personligt tillæg, når tillægsprocenten var på 100.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøgers personlige tillægsprocent, som var beregnet til 100, bevirkede, at kommunen var forpligtet til at afholde den fulde udgift ved anskaffelsen af ortopædiske sko som personligt tillæg efter lov om social pension § 17, stk. 1.

Begrundelsen var, at det tilkom kommunalbestyrelsen at fastsætte størrelsen af de personlige tillæg, herunder med hvilke beløb der kunne ydes personligt tillæg til de enkelte formål.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde vurderet, at ansøger havde et behov for specialsyede ortopædiske sko, og at kommunen havde bevilget personligt tillæg svarende til den merudgift, som hun havde på grund af sin sygdom.

Ankestyrelsen havde i den forbindelse lagt vægt på, at kommunen efter en konkret vurdering af de økonomiske forhold havde fundet, at ansøger selv burde kunne betale et beløb, som modsvarede anskaffelse af et par almindelige sko. Kommunen havde herefter ydet personligt tillæg med et beløb svarende til den merudgift, som hun havde ved at skulle anskaffe sig specialsyede ortopædiske sko.