Ankestyrelsens principafgørelse O-130-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1

Ansøger, der var gift og havde 2 børn under 18 år, havde modtaget kontanthjælp med tilbagebetalingspligt. Ansøger modtog arbejdsløshedsdagpenge, og ægtefællen havde lønindtægt.

Kommunen fastsatte i november 1995 en betalingsordning vedrørende den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp. Ifølge afgørelsen skulle familien indtil videre tilbagebetale 700 kr. månedligt.

Kommunen havde i forbindelse med beregningen opgjort ægtefællernes samlede månedlige nettoindtægter til 16.847 kr., og de samlede godkendte faste udgifter til 15.527 kr.

I opgørelsen indgik et underholdsbeløb på 5.400 kr., vedrørende ægtefællerne samt børnetillæg vedrørende de 2 børn på ialt 1.412 kr. Udgifter til børnepasning var medtaget med 507 kr., selv om de faktiske udgifter udgjorde 1.631 kr. pr. måned.

Kommunen henviste til, at det var kommunens opfattelse, atbørnefamilieydelsen skulle kunne fradrages i daginstitutionsbe talingen, jf. SM 0-34-88. For børn under 7 år med 641 kr. pr. måned og for børn over 7 år med 483 kr. pr. måned, hvilket i ansøgers tilfælde reducerede daginstitutionsudgiften til 507 kr.

Ankenævnet tiltrådte den af kommunen fastsatte tilbagebetalingsordning med henvisning til det oplyste i sagen om de økonomiske forhold, herunder at den samlede indtægt netto pr. måned udgjorde 16.800 kr. Efter nævnets opfattelse burde børnefamilieydelserne ikke indgå ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget. Dog måtte disse ydelser til en vis grad anses at dække udgiften ved barnets forsørgelse, herunder udgiften til daginstitution.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at det fandtes urimeligt, såfremt børnene via børnefamilieydelsen kunne pålægges at betale en del af daginstitutionsudgiften, idet denne udgift var nødvendig for, at forældre kunne opnå arbejdsindkomst/understøttelse.

Kommunen præciserede overfor Ankestyrelsen, at der var foretaget fuld modregning for børnefamilie-ydelsen i daginstitutionsbetalingen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen i forbindelse med en økonomisk beregning kunne foretage fuld modregning af børnefamilieydelsen i daginstitutionsudgiften, således at der kun blev taget hensyn til den resterende udgift, sammenholdt med, at der som rådighedsbeløb for hvert barn kun var afsat et beløb svarende til normalbidraget for den ene af forældrene.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved fastsættelsen af ansøgers betalingsevne ikke havde været berettiget til at foretage modregning af børnefamilieydelsen i daginstitutionsudgiften, således at der ved opgørelsen af familiens faste udgifter alene var medtaget den resterende del af udgiften til daginstitution.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at børnefamilieydelse i henhold til § 10 i lov om en børnefamilieydelse ikke indgår ved beregning af ydelser efter den sociale lovgivning sammenholdt med, at ydelsen i henhold til lovens § 11, stk. 2 ikke kan anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav udover, at der i op til en tredjedel af ydelsen kan foretages modregning for daginstitutionsrestance m.v.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen, ved at undlade at medtage rimelige faste udgifter i form af bl.a. daginstitutionsudgifter i budgettet med henvisning til, at der var foretaget modregning herfor i børnefamilieydelsen, indirekte havde foretaget modregning for et offentligt krav.

Ankestyrelsen fandt derimod fortsat, jf. det anførte i bl.a. SM O 126-95 og SM O-128-96, at en del af de ikke faste løbende udgifter ved børnenes forsørgelse i forbindelse med en behovsvurdering ellerbetalingsevneberegning kunne forudsættes afholdt gennem børnefamilie ydelsen.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet beregning af ansøgers betalingsevne på det angivne grundlag.