Moderen til et handicappet barn havde siden august 1985 modtaget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.
Efter ansøgning fra moderen meddelte kommunen i juli 1992, at man ville regulere beløbet med 1 %.
Efter drøftelse med Ankenævnet blev det mellem nævnet og kommunen aftalt, at der skulle reguleres med satsreguleringsprocenten, som i 1990 og 1991 udgjorde henholdsvis 3 og 2%.
Kommunen afviste at foretage regulering for perioden august 1985 april 1990.
Nævnet fandt, at der skulle ske regulering af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste fra 1. august 1985 i overensstemmelse med de almindelige lønstigninger på det offentlige arbejdsmarked efter denne dato. Ud fra det beløb der efter ovennævnte regulering ville fremkomme pr. 1 maj 1990 skulle der ske regulering med satsreguleringsprocenten for årene herefter.
Kommunen klagede og anførte i klagen, at der først i april 1990 var lovgivet om regulering af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen skønnede ikke, at der i perioden 1985 - 1990 var behov for hverken forhøjelse eller nedsættelse af den løbende hjælp.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der efterfølgende kan reguleres i tabt arbejdsfortjeneste, og hvorvidt disse krav måtte anses for forældede.
