Ankestyrelsens principafgørelse O-56-98

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, § 22 og § 24

Sagen drejede sig om en 54-årig kvinde, der led af slidgigt i ryggen og af ledsmerter, og som havde fået afslag på førtidspension i revaliderings- og pensionsnævnet.

Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at arbejdsevnen ikke kunne anses for nedsat med mindst halvdelen.

I klagen over nævnets afgørelse, som var sendt til nævnet som følge af remonstrationsordningen, anførte hun bl.a., at nævnet ikke havde fundet anledning til at indhente en speciallægeerklæring, men (efter hendes mening) havde afgjort sagen alene på husmoderskemaet, der var udfærdiget af en ergoterapeut. Hun oplyste, at hun havde været til undersøgelse hos en speciallæge i fysiurgi.

Nævnet indhentede herefter oplysningerne fra undersøgelsen hos speciallægen og indhentede desuden en speciallægeerklæring.

Nævnet sendte herefter sagen til Ankestyrelsen til eventuel antagelse til principiel behandling.

I oversendelsesskrivelsen til Ankestyrelsen anførte nævnet, at sagen ikke havde været genforelagt for revaliderings- og pensionsnævnet, og at sagen, efter indhentelse afen erklæring fra speciallæge, havde været forelagt nævnets læge konsulent.

På Ankestyrelsens forespørgsel oplyste kvinden, at hun ikke havde været partshørt over erklæringen fra speciallægen, hvilket nævnet kunne bekræfte.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en beslutning om at fastholde en truffet afgørelse er en ny afgørelse, der skal begrundes m.m., eller om der var tale om et "processkridt" som led i en remonstrationsordning. Sagen blev desuden behandlet med henblik på belysning af hvilke krav, der kunne stilles til sagsbehandlingen i remonstrationsfasen.

Ankestyrelsen udtalte i sin afgørelse, at der i § 2 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 122 af 28. marts 1985 om remonstration er givet en henstilling om, at bl.a. revaliderings- og pensionsnævnene indfører en ordning, hvorefter der ved modtagelsen af en klage, der er sendt rettidigt, skal foretages en genvurdering af sagen med henblik på en vurdering af, om der er grundlag for at give klageren medhold helt eller delvis, jf. § 3.

Ankestyrelsen fandt, at der i det omfang, der var indført en remonstrationsordning jf. bekendtgørelsen, var pligt til at foretage en reel genvurdering af sagerne.

Der var således tale om en afgørelse, uanset om der ved den fornyede vurdering blev givet klager fuldt ud eller delvist medhold, eller den oprindelige afgørelse ikke blev ændret.

Dette medførte, at forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse skulle opfyldes i forbindelse med remonstrationsbehandlingen af sagen.

Ankestyrelsen tilføjede, at det var så meget desto mere påkrævet at begrunde fastholdelsen af den tidligere afgørelse i den foreliggende sag, hvor nævnets oprindelige afgørelse var uden begrundelse. Dette fandt Ankestyrelsen kritisabelt.

Ankestyrelsen hjemviste herefter sagen til nævnet med henblik på, at der efter partshøring af klageren blev truffet en ny afgørelse, der var begrundet.