Sagen drejede sig om en 54-årig kvinde, der led af slidgigt i ryggen og af ledsmerter, og som havde fået afslag på førtidspension i revaliderings- og pensionsnævnet.
Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at arbejdsevnen ikke kunne anses for nedsat med mindst halvdelen.
I klagen over nævnets afgørelse, som var sendt til nævnet som følge af remonstrationsordningen, anførte hun bl.a., at nævnet ikke havde fundet anledning til at indhente en speciallægeerklæring, men (efter hendes mening) havde afgjort sagen alene på husmoderskemaet, der var udfærdiget af en ergoterapeut. Hun oplyste, at hun havde været til undersøgelse hos en speciallæge i fysiurgi.
Nævnet indhentede herefter oplysningerne fra undersøgelsen hos speciallægen og indhentede desuden en speciallægeerklæring.
Nævnet sendte herefter sagen til Ankestyrelsen til eventuel antagelse til principiel behandling.
I oversendelsesskrivelsen til Ankestyrelsen anførte nævnet, at sagen ikke havde været genforelagt for revaliderings- og pensionsnævnet, og at sagen, efter indhentelse afen erklæring fra speciallæge, havde været forelagt nævnets læge konsulent.
På Ankestyrelsens forespørgsel oplyste kvinden, at hun ikke havde været partshørt over erklæringen fra speciallægen, hvilket nævnet kunne bekræfte.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om en beslutning om at fastholde en truffet afgørelse er en ny afgørelse, der skal begrundes m.m., eller om der var tale om et "processkridt" som led i en remonstrationsordning. Sagen blev desuden behandlet med henblik på belysning af hvilke krav, der kunne stilles til sagsbehandlingen i remonstrationsfasen.