En 43-årig kvinde, der var fraskilt og boede alene med en søn på 14 år, søgte kommunen om revalideringsmæssig støtte til en 4-årig uddannelse som kontorassistent.
I forbindelse med ansøgningen oplyste ansøgeren, at hun havde undersøgt mulighederne for uddannelsesstøtte fra sin A-kasse og havde fået oplyst, at hun kunne få uddannelsesstøtte i 3 år med samme beløb, som hun fik i understøttelse. Hvis hun skulle klare kontorassistentuddannelsen på uddannelsesstøtte, ville hun få økonomiske problemer det sidste år af uddannelsen.
Ansøgeren havde senest i perioden 1975 - 1995 arbejdet dels som hjemmesyerske, dels på fabrik, afbrudt af en periode i 1979, hvor hunvar medhjælpende hustru i den tidligere ægtefælles vognmands forretning. I 1995 havde ansøgeren haft orlov og havde gået på daghøjskole. Siden januar 1996 havde hun været arbejdsløs og modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Om de helbredsmæssige forhold var det oplyst, at ansøgeren led af smerter i nakke, skuldre og ryg i form af muskulære spændinger, ligesom hun led af lette smerter i ryggen. Ansøgeren havde desuden lungegener formentlig i form af en let astma, som forværredes i støvede omgivelser.
Desuden havde ansøgeren været behandlet for angst og depression, og der resterede fortsat en del angstsymptomer.
Kommunen anerkendte ansøgeren som revalidend efter bistandslovens § 43, stk. 1, på grund af de helbredsmæssige forhold, idet disse var til hinder for, at ansøgeren kunne vende tilbage til arbejdet som syerske.
Kommunen fandt dog ikke, at ansøgeren var berettiget til bruttorevalideringsydelse efter § 43, stk. 2, til en 4-årig uddannelse, idet kommunen fandt, at ansøgerens erhvervsmæssige problem ville kunne klares ved, at hun blev omskolet til andet ufaglært arbejde, evt. butiksmedhjælper med løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8.
Ansøgeren, der klagede over kommunens beslutning til ankenævnet, valgte selv at starte på uddannelsen den 7. august 1996.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren ikke var berettiget til bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2 til en 4-årig uddannelse som kontorassistent.
Nævnet fandt imidlertid, at ansøgeren, der var anerkendt som revalidend, var berettiget til at modtage støtte til uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter bistandslovens § 43, stk. 7, i det omfang ansøgeren ikke modtog støtte hertil efter anden lovgivning, såfremt ansøgeren valgte at påbegynde uddannelsen.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at det ikke kunne være rimeligt, at man generelt skal bevilge uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter bistandslovens § 43, stk. 7, til enperson, hvor kommunen ikke har godkendt erhvervsplanen/uddan nelsesplanen.
Kommunen anførte videre, at hun kunne være gået i gang med en 5-årig universitetsuddannelse, hvor der var store udgifter til bøger og transport, og at det derfor var vigtigt at få afklaret, om man i alle tilfælde, når en person er anerkendt som revalidend, skal bevilge uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter bistandslovens § 43, stk. 7, uanset hvor lang en uddannelse hun vælger at gå i gang med, og uanset om kommunen er af den opfattelse, at hendes erhvervsmæssige problem kan løses ved, at man støtter hende med løntilskud efter bistandslovens § 43, stk. 8 i en kortere periode.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kan fastsættes en tidsmæssig og/eller rimelighedsmæssig grænse for støtte efter bistandslovens § 43, stk. 7.
