Ansøger søgte i august 1996 kommunen om hjælp til naturmedicin.
Han havde fået konstateret kræft. Udgiften til naturmedicin udgjorde ca. 5.000 kr. pr. måned. Behandling med kemoterapi, strålebehandling eller et kirurgisk indgreb var ikke mulig.
Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede afslaget med, at der efter bistandslovens § 46a, kun kunne ydes tilskud, hvis der forelå en utvetydig lægelig udtalelse om, at naturmedicin var lægeligt velbegrundet, hvilket kommunen ikke fandt, der forelå i ansøgers tilfælde.
Det fremgik af et lægebrev fra det behandlende sygehus, at da der ikke kunne tilbydes ansøger behandling fra det etablerede system, anbefaledes han at forsøge med naturmedicin.
Det fremgik endvidere af sagen, at overlægen fra sygehuset havde oplyst, at han til sin overraskelse havde kunnet konstatere, at ansøger havde det mærkbart bedre. Han havde endvidere oplyst, at han ikke kunne give en videnskabelig forklaring på forbedringen og derfor heller ikke kunne fastslå, at årsagen var naturmedicinen, men havde dog svært ved at se, at der kunne være andre forklaringer.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at der i særlige tilfælde kunne ydes hjælp til behandling uden for det offentlige behandlingssystem. Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af de lægelige oplysninger, at behandlingsmulighederne inden for det offentlige system måtte anses for udtømte, idet der ikke kunne tilbydes ansøger behandling for hans sygdom. En overlæge samt egen læge var kommet med udtalelser om den af ansøger påbegyndte behandling med naturmedicin. På baggrund af disse udtalelser fandt nævnet, at behandlingen med naturmedicin måtte anses for tilstrækkeligt lægeligt velbegrundet i ansøgers tilfælde.
Nævnet udtalte endvidere, at ansøger, der modtog kontanthjælp med taksten for ikke - forsørger, ikke selv havde midler til at afholde udgiften til det ansøgte på ansøgningstidspunktet. Fra den 1. oktober 1996 blev ansøger imidlertid tilkendt højeste førtidspension, og hans økonomiske situation blev herefter en anden, hvorfor kommunen fra dette tidspunkt skulle tage sagen op igen.
Kommunen gjorde i sin klage gældende, at sagen havde principiel betydning, idet kommunen havde behov for at få belyst, hvilke krav der kunne stilles til den lægelige dokumentation for at naturmedicin kunne anses for at være lægeligt velbegrundet efter bistandslovens § 46a. Det anførtes endvidere, at dette spørgsmål blev væsentligt, når der - som her - var tale om medicin, som ikke var lægeligt ordineret og doseret, men kun lægeligt anbefalet. Det anførtes, at kommunen efter nævnets afgørelse havde udbetalt ca. 5.000 kr. månedligt til naturmedicin, idet ansøgeren indtog ca. 100 piller dagligt. Det anførtes også, at det undrede kommunen, at nævnet kunne tilsidesætte den kommunale lægekonsulents vurdering ved udelukkende at anvende de behandlende lægers udsagn uden brug af egen lægekonsulent.
Nævnet udtalte efter at sagen var antaget til principiel behandling, at nævnet ikke var enig med kommunen i, at en ændring af kommunens afgørelse forudsatte, at sagen forinden havde været forelagt nævnets lægekonsulent, idet det måtte bero på en konkret stillingtagen i hver enkelt sag. Nævnet fandt heller ikke, at der var noget principielt til hinder for at afgøre en sag uden forelæggelse for nævnets lægekonsulent, selv om klagers egen læge og kommunens lægekonsulent ikke var enige, idet det af-gørende måtte være om sagens lægelige aspekter var tilstrækkeligt belyst.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om et nævn kan ændre en kommunes lægeskøn uden at forelægge sagen for nævnets egen lægekonsulent. Sagen blev endvidere antaget til afklaring af, om kravet i bistandslovens § 46a, om at behandlingen skal være lægeligt velbegrundet, kan anses for opfyldt i en situation, hvor der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige system.
