Ankestyrelsens principafgørelse O-66-97

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

01-04-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 59, stk. 1

Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven - pkt. 2

Note:

Vi henviser til vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindregning mv. (Vejledning nr. 6 til serviceloven)

Sagen drejede sig om et barn, der var født i 1991, og som led af cerebral parese.

Barnet kunne som følge heraf ikke gå, ikke spise selv og kunne på ingen måde styre sine bevægelser. Hun havde intet sprog, men kommunikerede ved hjælp af mimik. Hun kunne gå i en gangvogn indendørs, men var ikke altid i stand til at styre denne.

Siden oktober 1993 havde barnet været i familiepleje hos ansøger. Anbringelsen af barnet havde i første omgang karakter af en mere midlertidig foranstaltning, men havde siden fået permanent karakter og skulle muligvis vare resten af barndommen.

Foruden det handicappede barn havde ansøgeren endnu et barn i familiepleje samt et barn i aflastningspleje.

Det hus, ansøgeren boede i, var i 2 plan med 3 værelser og hems på 1. salen, i stueetagen var der 2 små badeværelser, stue, udestue, køkken og et lille værelse.

Barnet sov i sit eget lille værelse på 1. sal, hvor også resten af familien havde deres soverum. Badeværelse og opholdsrum lå i stueetagen, men var meget trange, og hun skulle bæres til og fra førstesalen. Trappen var stejl og trang, og der skønnedes ikke at være mulighed for at kunne montere nogen form for lift. Barnet fik flere hjælpemidler, som alle fyldte betydeligt, f.eks. ståstativ, kørestol, pil og toiletstol. På baggrund af disse forhold ansøgte plejeforældrene om en om/tilbygning indeholdende et værelse samt et badeværelse til barnet i stueplan. Ombygningen ville ifølge tegningen udvide familiens opholdsrum og indebære et ekstra soverum i stueetagen, hvilket også tilgodeså behovet for plads til barnets hjælpemidler.

Ankenævnet tiltrådte kommunalbestyrelsens afslag på ansøgningen, idet man fandt de ansøgte boligændringer for bekostelige i forhold til, at der var tale om et plejeforhold, som af hver af parterne til enhver tid kunne opsiges med det aftalte varsel, og idet kommunalbestyrelsen havde anført, at man ville se på alternative anbringelsesmuligheder, såfremt de fysiske rammer for barnet ikke længere var tilstede.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om og i hvilket omfang, der kan ydes hjælp til ændring af boligen efter bistandslovens § 59, når modtageren har ophold hos plejefamilie.

Ankestyrelsen fandt, at der kunne ydes nødvendig hjælp til indretning af boligen for at gøre denne bedre egnet som opholdssted for børn anbragt i familiepleje efter bistandslovens § 59, stk. 1.

Det var en forudsætning herfor, at der kunne siges at være tale om varigt ophold, jf. Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986, pkt. 2, 1. punktum.

Ankestyrelsen lagde særlig lagt vægt på, at plejeforholdet blev etableret oktober 1993, og der ikke var grundlag for at formode, at det ikke ville fortsætte, og således måtte antages at være af en sådan varighed, at det var omfattet af § 59.

Således havde ansøgerne krav på hjælp efter § 59 på lige fod med familier med handicappede børn, hvor der ikke var tale om plejeforhold.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af det oplyste om barnets handicap, behov for plads til hjælpemidler sammenholdt med indretningen af boligen, at ansøgningen efter § 59 til værelse og badeværelse burde bevilges.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.