Ankestyrelsens principafgørelse O-61-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 127, stk. 2 og § 124a, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 90, pkt. 94

Børn og unge-udvalget behandlede en sag om fortsat tvangsmæssig anbringelse uden for hjemmet af en 13-årig pige efter bistandslovens § 35.

Pigen havde siden 1993 været tvangsanbragt uden for hjemmet. Forinden havde hun og moderen været frivilligt anbragt, efter at de begge havde været udsat for seksuelt overgreb fra moderens kæreste. Pigen var behandlingskrævende, og hendes følelsesmæssige udvikling var truet. Det var oplyst, at hun havde været belastet af politianmeldelsen og den deraf følgende politiundersøgelse vedrørende de seksuelle overgreb. Cirka 3 uger før genbehandling af anbringelsesspørgsmålet i Børn og unge-udvalget i 1995 havde sagsbehandleren en samtale med pigen om hendes holdning til anbringelsen. Denne samtale blev udførligt refereret i forvaltningens journal. Journalnotatet blev sammen med sagens øvrige akter forelagt Børn og unge-udvalget, da udvalget skulle mødebehandle sagen.

Det fremgik af protokoludskrift fra Børn og unge-udvalgets møde, at udvalget vurderede, at det ville være en belastning for pigen at afgive forklaring i udvalget. Udvalget fandt, at samtalen mellem pigen og sagsbehandleren kunne lægges til grund for udvalgets beslutning.

Børn og unge-udvalget meddelte skriftligt moderen udvalgets beslutning om at anbringelsen af pigen var blevet forlænget med 1 år. Desuden blev det oplyst, at Børn og unge-udvalget fandt, at samtalen mellem pigen og sagsbehandleren forud for mødet i udvalget kunne lægges til grund for udvalgets beslutning, idet man syntes, at det ville være en belastning for pigen at afgive forklaring i udvalget.

Pigen blev indkaldt til møde i Ankestyrelsen, hvor hun havde lejlighed til at udtale sig. Der var intet nyt i forhold til det hun havde givet udtryk for i samtalen med sagsbehandleren. Hun gav dog udtryk for skuffelse over ikke at have været indkaldt til møde i Børn og unge-udvalget.

Ankestyrelsen tiltrådte Børn og unge-udvalgets afgørelse om anbringelse uden for hjemmet og om genbehandlingsfristen og vurderede samtidig, at der ikke havde været grundlag for at undlade at indkalde den 13-årige til møde i Børn og unge-udvalget, jf. bistandslovens § 127, stk. 2, 2. punktum, da der ikke forelå udtalelser om, at en indkaldelse ville være til skade for den 13-årige.

Ankestyrelsen fandt det derfor kritisabelt, at der ikke var sket indkaldelse af den 13-årige, da det i lovbestemmelsen bl.a. er fastsat, at barnet eller den unge skal have lejlighed til at udtale sig over for Børn og unge-udvalget, inden der træffes beslutning. Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at den manglende indkaldelse var en sådan væsentlig mangel ved Børn og unge-udvalgets afgørelse, at den kunne medføre afgørelsens ugyldighed.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der forud for mødet i Børn og unge-udvalget havde fundet en samtale sted mellem sagsbehandleren og den 13-årige, og at Børn og unge-udvalget havde fået forelagt udførligt referat af samtalen, hvoraf den 13-åriges holdning til anbringelsen klart fremgik. Desuden lagde Ankestyrelsen vægt på, atBørn og unge-udvalget havde foretaget en vurdering af, om den 13 årige burde have været indkaldt.

Østre Landsret stadfæstede Ankestyrelsens afgørelse, idet retten fandt, at sagsbehandlingen af de af Ankestyrelsen anførte grunde ikke medførte ugyldighed.

Retten udtalte samtidig, at Ankestyrelsen efter bistandslovens § 36a, stk. 3, har kompetence til ex officio uden forudgående beslutning i Børn og unge-udvalget at træffe bestemmelse i henhold til bistandslovens § 35.