Ankestyrelsens principafgørelse O-110-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 39, stk. 1 og § 46a

Ansøger, der modtog efterløn, søgte om hjælp til tandbehandling på 10.730 kr.

Kommunen gav afslag på det ansøgte og begrundede afslaget med, at ansøger havde oplyst at være i besiddelse af indekskontrakter, som pr. 31. december 1995 havde en opsparingsværdi på 97.062 kr.

Kommunen anbefalede ansøger at drøfte med banken, om der var mulighed for belåning eller opsigelse. Det fremgik i øvrigt af sagen, at han var blevet afskediget fra sit arbejde i 1993, og som følge heraf måtte sælge sit hus med et stort tab. Der var indgået aftale med kreditorerne om afvikling og eftergivelse af gælden. Ansøger havde i august 1969 indgået en aftale med et pengeinstitut om oprettelse af seks indekskontrakter. Indbetalingerne skulle løbe frem til 1999, hvorefter han ville få opsparingen udbetalt over en 10-årig periode. Forrentningen skete ved højeste indlånsrente samt en overrente, hertil kom et indekstillæg, jf. loven om pristalsreguleret alderdomsopsparing. Ønskedes det indbetalte beløb udbetalt i utide, bortfaldt retten til den overrente, der var opsparet de seneste 5 år samt til indekstillægget.

Ankenævnet fandt på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger havde formue i form af indekskontrakter, pr. 31. december 1995 på 97.062 kr. og fandt, at ansøger i givet fald måtte realisere disse, uanset om dette må ske med tab.

I klagen til Ankestyrelsen havde ansøger bl.a. anført, at afgørelsen sidestillede indekskontrakter med kapitalpension. Det mente ansøger var principielt forkert, da indekskontrakter indeholder et indekstillæg, som i tilfælde af ophævelse går tabt. Det ville i dette tilfælde betyde et tab på over 100.000 kr.

Sagen blev behandlet i principielt møde som et supplement til SM 0 97-95 med henblik på afklaring af, hvorvidt indekskontrakter kunne kræves realiseret, med deraf følgende tab, jf. bistandslovens § 39, før der kunne ydes hjælp efter bistandsloven.

Ankestyrelsen fandt, at afgørelsen af, om der kunne ses bort fra en opsparing i form af indekskontrakter, beroede på en konkret vurdering.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der ved beregningen af, om ansøger var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 46 a til tandbehandling, kunne ses bort fra hans formue i form af indekskontrakter, uanset at disse kun kunne realiseres med tab.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen med rette havde givet afslag på at yde hjælp til tandbehandling.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.