Kommunen traf afgørelse om at standse dagpengene til en lønmodtager med udgangen af oktober 1991, hvor den almindelige varighedsbegrænsning indtrådte. Kommunen fandt ikke, at lønmodtageren kunne forventes raskmeldt inden for 26 uger, idet lønmodtageren på dette tidspunkt ventede på en operation. Ventetiden forventedes at udgøre 14 måneder.
Lønmodtageren henviste i anken til, at han ventede på indlæggelse med operation til følge.
Dagpengeudvalget tiltrådte i møde den 22. maj 1992 kommunens afgørelse. Dagpengeudvalget fandt ikke grundlag for forlængelse af dagpengeperioden, idet det den 31. oktober 1991 ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering herunder arbejdsprøvning ville blive iværksat. Endvidere opfyldte lønmodtageren ikke betingelsen om at være under lægebehandling eller vente på lægebehand-
ling, der inden for 26 uger måtte antages at kunne genskabe arbejdsdygtigheden. Dagpengeudvalget henviste til lovens § 22, stk. 1, nr. 1 og 2 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 § 48.
Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at hospitalet overfor kommunen havde oplyst, at der var 14 måneders ventetid på den operation, lønmodtageren skulle have foretaget.
Sagen blev genoptaget i Dagpengeudvalget efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand. Udvalget fastholdt i møde den 22. april 1994 sin tidligere afgørelse med den tidligere givne begrundelse.
Lønmodtageren anlagde herefter sag mod Dagpengeudvalget.
Østre Landsret tilkendegav i en udtalelse af 9. januar 1997, at en dom ville falde ud til lønmodtagerens fordel. Landsretten udtalte bl.a., at der under sagens forelæggelse og procedure var foretaget en meget udførlig gennemgang af forarbejderne til dagpengelovens § 22, stk. 1, og § 48 i bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990, i henhold til hvilke bestemmelser Dagpengeudvalget havde truffet sine afgørelser af 22. maj 1992 og 22. april 1994. På tilsvarende måde var der redegjort for Dagpengeudvalgets praksis, og for fortolkningen efterfølgende af de pågældende bestemmelser, og for baggrunden for ændringen af bekendtgørelsen ved § 49 a i bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.
Landsrettens opfattelse i sagen var navnlig begrundet med de af sagsøger anførte synspunkter om fortolkning af reglerne, herunder at dagpengeretten skulle forlænges i tilfælde, hvor den pågældende ventede på sygehusbehandling, og hvor ventetiden alene skyldtes ressourcemæssige forhold hos det offentlige. Det forhold, at Dagpengeudvalgets praksis havde hvilet på en fortolkning, der ikke havde
måttet anses som åbenbart sprogligt urigtig, kunne ikke føre til et andet resultat. Retten foreslog forlig i sagen.
Dagpengeudvalget genoptog herefter på ny sagen.
