En familie med et døvt barn havde i 1990 fået bevilget et lyskaldeanlæg til dør og telefon samt 3 lamper.
I 1995 søgte familien om dækning af udgifter til genopsætning af lyskaldeanlægget. Huset havde gennemgået en omfattende renovering, og ledningerne til lyskaldeanlægget var ikke længere lange nok. Behovet for genetablering skyldtes, at familien på grund af brandfare havde gennemført en renovering af huset, som indvendigt var beklædt med blød masonit. Der var dog ikke tale om et egentligt påbud fra brandmyndighederne.
Ansøgningen var først behandlet efter bistandslovens § 58, hvor der var givet afslag. Familien søgte herefter om hjælp efter bistandslovens § 48 som en merudgift ved forsørgelsen.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen, idet man fandt, at renoveringen ikke var nødvendiggjort af datterens døvhed. Dertil kom, at kommunen allerede i 1990 havde afholdt udgiften til opsætning.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet man lagde vægt på, at den ansøgte udgift skyldtes grunde, der ikke kunne henføres til datterens handicap, men at familien af anden årsag ønskede ombygning af boligen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt udgifterne til genetablering af installationer i hjemmet ydet med henblik på afhjælpning af et handicap, kan afholdes efter bistandslovens § 48 som en merudgift ved forsørgelsen.
