Ankestyrelsens principafgørelse O-74-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 4

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 17-19, pkt. 37-51

Ansøger fik støtte til bil efter bistandslovens § 58.

Kommunen afviste i 1990 at yde hjælp efter § 48, stk. 4 til driftsudgifter til bilen, idet det ud fra en budgetopstilling skønnedes, at ansøger selv var i stand til afholde udgifterne.

Ankenævnet besluttede ved sin afgørelse af juni 1990, at pålægge kommunen at yde ansøger støtte i medfør af bistandslovens § 48, stk. 4 til merudgifter til transport, idet nævnet fandt det sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis ikke hun var handicappet.

Denne afgørelse blev af kommunen indanket til Ankestyrelsen, der i april 1993 fandt, at ansøger var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48 til merudgifter til befordring ved hendes deltagelse i et konkret projekt. Der blev bl.a. lagt vægt på, at hjælpen blev ydet som led i at gøre det muligt for ansøger at deltage i det specielle handicap- og beskæftigelsesprojekt for at bevare hendes tilknytning til arbejdsmarkedet. Der kunne ikke ydes hjælp tilafdrag på lån til bilen jf. bistandslovens § 58. Hjælpen blev som ud gangspunkt ydet med et km-beløb, svarende til de regler, der gælder for statens tjenestemænd ved anden godkendt kørsel, det vil sige den laveste takst for tjenestekørsel i egen bil. Ankestyrelsen fandt herudover, at spørgsmålet om fortsat hjælp måtte tages op til ny vurdering efter afslutning af ovennævnte projekt og når ansøgers forhold i øvrigt ændredes.

Der blev herefter indgivet ansøgning om dækning af driftsudgifter til bil i almindelighed.

Kommunen bevilgede ansøger hjælp efter bistandslovens § 48, stk 4 til transportudgifter ud fra et skønnet kørselsbehov til nærmere specificeret kursusvirksomhed, behandling samt fritidsaktiviteter. Inden nævnet traf afgørelse afgav Ankestyrelsen en vejledende udtalelse. Ankestyrelsen udtalte, at der må udvises tilbageholdenhed med støtte til mere ubestemte kørselsudgifter efter § 48, stk. 4, og som udgangspunkt må synspunktet være, at vedkommende selv kan og bør afholde disse udgifter.

Nævnet fandt herefter i sin afgørelse, at udgangspunktet måtte være, at en person, der er bevilget støtte til bil efter bistandslovens § 58 selv kunne og burde afholde udgifterne til bilen.

I det konkrete tilfælde, hvor ansøger på grund af sit handicap ikke kunne færdes uden brug af bil, hvor ansøger efter nævnets opfattelse ikke ville have haft bil, hvis hun ikke var handicappet, og hvor hendes økonomiske forhold viste, at hun faktisk ikke havde råd til at have bil, fandt nævnet, at ansøger var berettiget til støtte til merudgifterne i forbindelse med sin transport. Der kunne efter nævnets opfattelse ydes støtte til kørsel til behandling, mellem hjem og arbejdsplads og fritid. I hjælpen skulle fratrækkes et beløb svarende til udgiften ved offentlige transportmidler.

Nævnet fandt endvidere, at der overfor kommunen jævnligt skulle fremvises kørselsregnskab. For så vidt angik støtte til kørsel til behandling og mellem hjem og arbejdsplads skulle støtte som altovervejende hovedregel ydes "efter regning" uden forudgående ansøgning. For så vidt angik støtte til transport i fritiden skulle støtte ydes i rimeligt omfang.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der kan gives støtte efter bistandslovens § 48, stk. 4 til transportudgifter til bil i tilfælde, hvor klienten har fået bevilget bilen i medfør af bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på tidspunktet for ansøgningen om støtte var omfattet af den personkreds, der er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4.

Ankestyrelsen fandt, at der efter praksis i almindelighed ikke kanydes støtte til drift af bil, hvortil der er ydet støtte til anskaf felsen efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der efter en konkret vurdering og efter ansøgning kan ydes støtte til enkelte former for befordring, såfremt der er tale om formålsbestemt kørsel - til uddannelse, til behandling og til mere målrettede fritidsaktiviteter.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at handicappedes transportbehov i princippet ikke afviger fra ikke-handicappedes, og at handicappede således ikke kan antages generelt at have merudgifter til drift af bil på grund af handicappet bortset fra i de ovenfor nævnte tilfælde af formålsbestemt kørsel.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.