Ankestyrelsens principafgørelse O-23-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82

Et ægtepar havde 2 fællesbørn, som var udviklingshæmmede. Begge var drenge. Hustruen havde endvidere et særbarn, som ligeledes var udviklingshæmmet.

I august 1995 anmodede ægteparret kommunen om økonomisk hjælp til kiropraktorbehandling til den mindste dreng, der på det tidspunkt var knapt 1 år. Da der ikke forelå nogen lægehenvisning, meddelte kommunen afslag på ansøgningen.

Om drengens udviklingsproblemer var oplyst, at han var født til terminen og med normal fødselsvægt. Fødslen forløb normalt. I de første levemåneder virkede han noget slap med få spontanbevægelser, men ellers relativ normal udvikling. Siden blev det gradvis tiltagende klart, at udviklingen stagnerede både fysisk og psykisk.

Drengen var under udredning via børneafdelingen på et sygehus, men nogen diagnose forelå ikke. Han havde brug for overordentlig intensiv stimulering. Han var præget af udtalt slaphed i sin muskulatur og var fuldstændig afhængig af, at der var voksne omkring ham, der kunne tilfredsstille hans behov for stimulation på alle måder, da han nærmest ikke selv havde mulighed for at opsøge nogen stimuli.

Af sagen fremgik endvidere, at drengen modtog fysioterapibehandling og endvidere var i dagpleje.

Under henvisning til tidligere ansøgning fra august 1995 anmodede en kiropraktor på ægteparrets vegne ved brev i september 1995 kommunen om hjælp til drengens kiropraktorbehandling, som var påbegyndt den 15. august 1995, hvor der var en pause i fysioterapibehandlingen. Ifølge kiropraktoren virkede behandlingen på drengen og efter kiropraktorens opfattelse, skyldtes det formodentligt mekanisk tryk på nervesystemet i de øverste 2-3 led af nakken, da der kun var foretaget behandling i dette område.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til betaling af kiropraktorbe handling til drengen. Kommunen begrundede afslaget med henvisning til, at kommunens lægekonsulent vurderede, at de af kiropraktoren beskrevne fænomener ikke havde hold i nogen naturvidenskabelig virkelighed. Lægekonsulenten indstillede, at behandlingen på det kraftigste måtte frarådes. I klagen til nævnet havde kiropraktoren bl.a anført, at drengen ikke længere var gået i stå, men dog fortsat havde brug for masser af stimulation. Behandlingen i dag tog kun sigte på at forhindre tilbagefald, men behandlingen burde ikke afbrydes af hensyn til drengens udvikling.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag på hjælp til kiropraktorbehandling til drengen. Ved afgørelsen havde nævnet lagt vægt på lægekonsulentens vurdering, hvoraf fremgik, at behandlingerne på det kraftigste måtte frarådes.

Der fandtes således ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til den ansøgte udgift i henhold til bistandslovens § 46 a.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at der i lægekredse var totalt ubegrundet skepsis og modstand mod manipulationsbehandling af mindre børn. Der var i dag udmærkede, danske, videnskabelige undersøgelser omkring kolik. Alligevel fastholdt de fleste læger modstanden mod behandlingen af børn under henvisning til manglende bevis for behandlingseffektivitet.

Kiropraktoren anførte endvidere, at det efter hans opfattelse var lægernes manglende erfaring, der var årsagen til, at Folketinget den 30. juni 1993, i forbindelse med lovændringen omkring kiropraktorernes autorisation, fratog lægerne retten til at vurdere et givent spædbarns behov for kiropraktisk behandling eller ej.

I forbindelse med denne lovændring sikrede man således de spædbørn, der var uafhængige af økonomisk hjælp, retten til kiropraktisk behandling. Derimod efterlod man spædbørn, der var afhængige af økonomisk hjælp fra den sociale sektor, til den lægelige vurdering, som lovindgrebet netop søgte at undgå.

Under behandlingen af sagen indhentede Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra børneafdelingen. Det fremgik heraf, at der ikke fra hospitalets side forelå anbefaling til kiropraktisk behandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en afgrænsning af, i hvilket omfang hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til kiropraktorbehandling skulle være lægeligt velbegrundet.

Ankestyrelsen bemærkede indledningsvist, at af lov om social bistand § 46 a fremgik det, at der kunne ydes hjælp til dækning af udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kunne dækkes efter anden lovgivning, såfremt pågældende ikke selv havde midler til at afholde udgifterne.

Efter praksis var det en forudsætning for at yde hjælp efter bestemmelsen, at der var tale om en behandling, som var lægeligt velbe grundet.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund samt de foreliggende oplysninger ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp i henhold til bistandslovens § 46 a til den ansøgte udgift til kiropraktisk behandling af drengen.

Ankestyrelsen lagde ved denne vurdering vægt på drengens alder sammenholdt med, at hans sygdom i form af udviklingsproblemer, ikke var nærmere afklaret, men stadig under udredning på sygehuset samt på, at der ikke fra sygehusets side forelå støtte til iværksættelse af behandlingen.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankesnævnets afgørelse.