Ankestyrelsens principafgørelse O-20-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46 og § 127, stk. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 8

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 88, pkt. 90

Børn og unge-udvalget i en kommune traf efter bistandslovens § 35 beslutning om anbringelse udenfor hjemmet af ansøgers 2 børn. Ansøger var i udvalget ledsaget af advokat. Ved sagens behandling i Ankestyrelsen var ansøger ledsaget af sin advokat og en bisidder. Ansøger søgte hjælp til dækning af bisidderens transportomkostninger.

Kommunen afslog hjælp til bisidderens befordringsudgifter med henvisning til forvaltningslovens § 8, jf. bistandslovens § 124 med den begrundelse, at ansøger modtog vederlagsfri advokatbistand i forbindelse med mødet i Ankestyrelsen.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag på hjælp til bisidder efter bistandslovens § 124.

Ankenævnet hjemviste sagen til kommunen til undersøgelse af og stillingtagen til, om de øvrige betingelser for hjælp efter bistandslovens § 46 var opfyldt, idet nævnet fandt, at udgiften til bisidder typisk kunne anses for at være en rimelig begrundet enkeltudgift jf. bistandslovens § 46.

Ankenævnet henviste i afgørelsen til, at det af bistandslovens § 124 fremgår, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde vederlagsfri advokatbistand blandt andet under en sag om anbringelse uden for hjemmet efter § 35. Af stk. 5 i samme bestemmelse fremgår, at der om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler, som i tilfælde hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. I følge § 9 i forretningsordenen for Børn og unge-udvalgene, er det dommeren, der træffer afgørelse herom.

Nævnet anså det for retligt uklart, om bistandslovens § 124 indeholdt hjemmel til at godtgøre en part i en sag efter § 35 udgifter til bisidder, og fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afgørelse efter denne bestemmelse.

Nævnet lagde herved vægt på, at det er et almindeligt forvaltningsretligt princip, at ydelser til enkeltpersoner kræver ud trykkelig hjemmel (legalitetsprincippet).

Nævnet fandt derimod, at udgiften typisk ville kunne anses for at være en rimeligt begrundet enkeltudgift, jf. bistandslovens § 46. Nævnet lagde herved vægt på, at bisidderfunktionen er udtrykkeligt omtalt i bistandslovens § 127 og forvaltningslovens § 8.

Kommunen anførte bl.a. i anken, at borgeren selv må betale eventuelle omkostninger ved bisidderbistand, idet kommunen tilbyder vederlagsfri advokatbistand i tvangsfjernelsessager, jf. bistandslovens § 124.

Med henvisning til kutymen, at "borgeren selv må betale eventuelle omkostninger ved bistanden" (jf. Martin Basse og Oluf Jørgensen: Kommunal forvaltning, Dansk kommunalkursus 1993 side 157), anførte kommunen, at bistandslovens § 46 var en tvivlsom hjemmel til betaling af transportudgifter til bisidder.

Endelig anførtes, at en afgørelse vedrørende betaling af trans portudgifter til bisidder ville danne præcedens, da der ved sager, jf. bistandslovens § 35 anvendes bisiddere fra forældreforeninger fra hele landet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af,om der i forbindelse med sager om anbringelse af børn uden for hjem met uden forældremyndighedens samtykke, hvor der er adgang til vederlagsfri advokatbistand, også er ret til dækning af udgifter til bisidder efter lovens § 124 eller eventuelt som rimelig begrundet enkeltudgift efter bistandslovens § 46.

Ankestyrelsen fandt, at adgangen til bisidder er en ret til personlig støtte i forbindelse med en sags behandling, jf. bistandslovens § 127, stk. 2 og forvaltningsloven § 8.

Der var efter bistandsloven ikke hjemmel til at dække udgifter til en bisidder i forbindelse med dennes fremmøde i Børn og unge-udvalget og i Ankestyrelsen sammen med eller på vegne af ansøger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at bistandslovens §§ 124 og 128 stk. 4,alene angår vederlagsfri advokatbistand under en sag i Børn og unge udvalget og i Den Sociale Ankestyrelse.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at der herved er gjort udtømmende op med, i hvilket omfang kommunen har pligt til at yde støtte til bistand under sagen.

Ankestyrelsen tiltrådte således den af ankenævnet trufne afgørelse vedrørende hjælp efter bistandslovens §§ 124 og 128, stk. 4. For så vidt angår hjælp efter bistandslovens § 46 til betaling af udgifter til bisidder fandt Ankestyrelsen, at afgørelsen af, i hvilket omfang nødvendige udgifter i sådanne tilfælde skal afholdes af det offentlige, må bero på en fortolkning af de regler, der er gældende for det pågældende sagsområde.

I denne sag fandtes reglerne herom indeholdt i bistandslovens §§ 124 og 128, stk. 4, jf. ovenfor, hvorefter nødvendig hjælp ydes i form af tilbud om vederlagsfri advokatbistand.

Ankestyrelsen fandt herefter, at betaling af udgifter til bistand i øvrigt (advokat- eller anden bisidderbistand) i forbindelse med en sags behandling såvel inden for det administrative system som domstolene, ikke kan anses for at være en rimelig begrundet enkeltudgift, hvortil der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 46.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse vedrørende hjælpen efter bistandslovens § 46.

Ankestyrelsens afgørelse medførte ingen ændring af den hjælp, som ansøgeren eventuelt havde været berettiget til efter bistandslovens § 46 som følge af nævnets afgørelse.