En ung kvinde, der var opvokset i A kommune og led af en alvorlig leddegigt, og som tidligere, i 1989, havde forsøgt studier på et universitetscenter, flyttede i sommeren 1990 fra A kommune til B kommune for at begynde universitetsstudium. Hun flyttede ind på et kollegium. A kommune havde forinden bevilliget revalidering efter bistandslovens § 42 (nu § 43) samt diverse hjælpemidler m.m. A kommune havde lagt op til, at der skulle ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4, men B kommune vurderede ved tilflytningen, at kvinden ikke opfyldte betingelserne og gav hende i stedet hjemmehjælp m.m. Allerede i november 1990 blev studierne afbrudt, da kvinden blev indlagt på hospital på grund af nervøs spisevægring. Der var herefter flere indlæggelser på grund af for lav vægt og psykiske problemer. Indtil sommeren 1992, hvor revalideringsydelsen blev standset, og kvinden fik anden bolig, arbejdede B kommune på at finde anden beskæftigelse og anden bolig til kvinden. Hun overgik til kontanthjælp efter bistandsloven, og der blev senere indgivet ansøgning om førtidspension.
I maj 1993 afslog A kommune at give yderligere refusion. Ankenævnet traf i januar 1994 afgørelse om, at A kommune med rette havde afslået at yde refusion ud over maj 1993, idet uddannelsen på dette tidspunkt klart måtte anses for ophørt. Nævnet tog ikke herved stilling til, om kommunen havde kunnet standse refusionen på et tidligere tidspunkt. B kommune anmodede i januar 1996 nævnet om genoptagelse af sagen bl.a. med henvisning til, at nævnet ved afgørelsen i januar 1994 havde lagt til grund, at kvinden den 1. juli 1992 flyttede til en privat bolig, der var døgndækket, og således var i en faktisk vildfarelse, da der var tale om en beskyttet bolig for handicappede, drevet af kommunen med støtte efter bistandslovens § 79. Der var desuden tale om en urealistisk revalideringsplan.
Nævnet afslog at genoptage sagen med begrundelsen, at der ikke var fremkommet oplysninger, der ændrede grundlaget for nævnets afgørelse.
I anken til Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at A kommune var forpligtet til at yde refusion efter bistandslovens § 11, jf. § 48, stk. 4, uanset at det den 6. august 1990 meddelte refusionstilsagn alene henviste til § 11, jf. § 42 (nu § 43), og at der ikke efter indflytningen var indtruffet begivenheder, der havde ændret kvindens muligheder for at gennemføre et studium eller klare sig selv i hverdagen uden betalt hjælp.
I en supplerende anke anførte B kommune bl.a., at oplysningen om, at revalideringsplanen ikke var realistisk, ikke var fremført med tilstrækkelig styrke og klarhed til, at ankenævnet ved dets første behandling af sagen tillagde anbringendet tilstrækkelig vægt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at B kommune i anmodning til nævnet om genoptagelse oplyste, at kvinden pr. 1. juni 1992 flyttede til en beskyttet bolig for handicappede, drevet af kommunen med støtte efter bistandslovens § 79, hvor nævnet i sin tidligere afgørelse anførte, at kvinden den 1. juli 1992 flyttede til en bolig i en privat bebyggelse, som var døgndækket, var en sådan væsentlig ny oplysning, at sagen burde genoptages.
