Sagen drejede sig om en 40-årig kvinde med rygproblemer. I 1989 var hun blevet skilt og var alene med sine 2 sønner. Der var problemer i forbindelse med et handicap hos den ældste søn.
I august 1991 fik hun bevilget bruttorevalideringsydelse foreløbig for et år til en HF-uddannelse. Hun blev efterfølgende fundet berettiget til yderligere revalidering, men under henvisning til lidelsens karakter til en korterevarende uddannelse. Hun fastholdt imidlertid et ønske om psykologistudiet og dokumenterede over for kommunen, at hun ville være i stand til selv at finansiere det sidste studieår.
På dette grundlag fik hun bevilget bruttorevalideringsydelse fra 1. august 1992 til udgangen af juli 1996. Erhvervsplanen var herefter yderligere 4 år til psykologistudiet, der er normeret til 5 år.
Revalidenden havde i den mellemliggende periode fulgt studiet planmæssigt. Der var fortsat problemer med sønnen. I marts 1996 anmodede hun om at få bevillingen af revalideringsydelse efter § 43 forlænget i yderligere 12 måneder. Hun anførte, at hun fortsat manglede 2 semestre, men der var grund til at tro, at hun skulle kunne færdiggøre studiet på normeret tid. Hun ville dog ikke have kræfter til at påtage sig erhvervsarbejde ved siden af det meget krævende studium. Problemerne med sønnen havde været tiltagende i de forløbne 4 år.
Den 1. april 1996 meddelte kommunen afslag under henvisning til, at det i 1992 havde været klart, at der ikke var grundlag for at yde hjælp ud over de 4 år til psykologistudiet. Revalidenden var gået ind på dette og havde hævdet, at hun kunne klare det sidste år ved hjælp af SU og penge fra sin mor. Problemerne med sønnen forelå allerede inden studiets start. Hun havde givet udtryk for, at hun ville kunne klare disse problemer sammen med studiet. Sønnens handicap var desuden kompenseret via børne-familiegruppen i kommunen.
Kommunen fandt således ikke, at der forelå afbrydelse af studiet eller særlige vanskelige forhold, der kunne give grundlag for at forlænge støtteperioden.
Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp i yderligere 12 måneder, jf. bistandslovens § 43, stk. 2 og 4 samt bekendtgørelse nr. 517 af 2.juli 1990, § 7. Nævnet anførte, at denne bestemmelse i bekendt gørelsen hjemler mulighed for at yde støtte ud over 5 år, når støtte i 5 år ikke er tilstrækkelig på grund af de særlige krav, som et handicappet barn stiller.
Nævnet lagde vægt på det oplyste om sønnens handicap og på de krav, som dette stillede revalidenden overfor. Nævnet fandt, at der var tale om specielle forhold, der gjorde, at det kunne være vanskeligt som forudsat at afslutte uddannelsen uden revalideringshjælp.
Nævnet var opmærksom på, at der forelå en usædvanlig situation, idet kommunen i 1991 havde valgt at yde bruttorevalideringsydelse til erhvervsplanen HF, i stedet for forrevalidering, og idet kommunen i 1992 havde besluttet at yde fortsat bruttorevalideringsydelse i 4 år, uden at ansøgeren var kendt revalideringsberettiget til et længere forløb.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt §§ 6 og 7 i bekendtgørelsen kan anvendes i et tilfælde, hvor der ikke er en aktuel forsinkelse i studiet.
