Ankestyrelsens principafgørelse O-87-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 40, stk. 1

Ansøger havde siden et underbensbrud i 1985 kun haft korterevarende arbejdsforhold, men havde modtaget kontanthjælp i henhold til bistandsloven. På et møde i kommunens beskæftigelsessekretariat i marts 1995 oplyste han, at han led af tennisalbue. Ansøger fik efterfølgende tilbudt aktivering i kommunens Pensionistservice med start 18. april 1995, ligesom han blev orienteret om, at såfremt han ikke mødte, ville han ikke fortsat være berettiget til at modtage kontanthjælp.

Ansøger mødte først 25. april 1995, hvor han oplyste, at han ikke kunne påtage sig arbejdet på grund af dårlige hænder og smerter i armene. Han havde dog ikke konsulteret læge siden september 1994.

Kommunen fandt på denne baggrund, at ansøger måtte betragtes som fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet og meddelte, at arbejdstilbuddet var åbent, således at ansøger ikke ville være berettiget til kontanthjælp ved udeblivelse. Da ansøger fortsat ikke mente at kunne tage imod arbejdstilbuddet, standsede kommunen udbetalingen af kontanthjælp.

Kommunen modtog i september 1995 lægelige oplysninger, hvori bl.a. konkluderedes, at blokadebehandling nok skulle kunne lindre smerterne ved højre albue, men næppe løse problemerne. Vedrørende ansøgers ryglidelse var der tale om discusdegeneration ved 5. lændehvirvel, der nok kunne give gener, men næppe i særlig grad være arbejdshindrende.

Kommunen fandt ikke grundlag for at genoptage udbetalingen af kontanthjælp, men anmodede om speciallægeundersøgelse, bl.a. med henblik på en beskrivelse af ansøgers funktionsniveau samt stillingtagen til, om der var grundlag for at iværksætte arbejdsprøvning. I erklæringen fra november 1995 konkluderedes bl.a., at ansøger havde følger efter underbensbrud, lave lændesmerter ved rygbelastende arbejde og periodevis gener fra en højresidig tennisalbue. På det foreliggende fandt speciallægen ikke arbejdsevnen nedsat i hvilket som helst erhverv, men ansøger burde undgå tungt rygbelastende arbejde med baggrund i de begyndende degenerative forandringer i ryggen. Ansøger kunne formentlig heller ikke klare monotont arbejde med højre albue, og på baggrund af det langvarige fravær fra arbejdsmarkedet, blev det anbefalet, at ansøger blev henvist til arbejdsprøvning.

I januar 1996 meddelte kommunen, at det åbne tilbud om at blive aktiveret stadig var gældende, og at det var kommunens opfattelse, at det var muligt at tilrettelægge arbejdet således, at der blev taget hensyn til såvel ansøgers dårlige ryg som tennisalbuen. Med hensyn til arbejdsprøvning på længere sigt oplyste kommunen, at man 1. december 1995 havde afsendt anmodning til Amtets Voksenafdeling med henblik på en indkaldelse til en bred arbejdsprøvning.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger ikke var be rettiget til at modtage kontanthjælp, da han ikke havde modtaget aktiveringstilbuddet. Nævnet havde herved særlig lagt vægt på ankenævnets lægekonsulents udtalelse, hvorefter ansøgers tennisalbue og rygsmerter ikke var af en sværhedsgrad, som berettigede ham til at afslå den individuelt tilpassede aktivering i kommunens Pensionistservice. Nævnet havde endvidere lagt vægt på kommunens oplysning om, at aktiveringstilbuddet fortsat stod åbent for ansøger.

Kommunen havde efterfølgende oplyst overfor Ankestyrelsen, at man havde genoptaget udbetalingen af kontanthjælp fra det tidspunkt, hvor ansøger påbegyndte en arbejdsprøvning, som kommunen havde iværksat.

Ankestyrelsen modtog resultatet af arbejdsprøvningen, hvori bl.a. konkluderedes, at arbejdsprøvningen viste, at ansøger ikke kunne udsluses til arbejdsmarkedet, og at arbejdsevnen var nedsat til under halvdelen. Ansøger klagede i perioden over hukommelses- og koncentrationsvanskeligheder, som skønnedes reelle. Ved psykologisk vurdering skønnedes, at en neuropsykologisk udredning kunne bidrage med yderligere oplysninger, men på grund af ansøgers aktuelle alkoholforbrug havde det ikke været muligt at foretage undersøgelsen i arbejdsprøvningsperioden.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt standsning af kontanthjælp med henvisning til et åbentstående aktiveringstilbud kunne opretholdes, efter at kommunen havde truffet beslutning om henvisning til arbejdsprøvning.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke for ansøgers vedkommende var påvisthelbredsmæssige gener af en sværhedsgrad, der i sig selv kunne be grunde, at han ikke skulle kunne deltage i den af kommunen tilbudte aktivering.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen heraf særlig vægt på de objektive lægelige beskrivelser i sagen sammenholdt med resultatet af den foretagne arbejdsprøvning.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at det forhold, at kommunen havde fundet det nødvendigt med en henvisning til arbejdsprøvning, ikke i sig selv havde været til hinder for, at ansøger skulle kunne deltagei de tilbudte beskæftigelsesmæssige foranstaltninger, indtil arbejds prøvningen kunne påbegyndes.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den tilbudte arbejdsprøvning var begrundet i ansøgers langvarige fravær fra arbejdsmarkedet og indgik som et led i kommunens bestræbelser på, at han kunne genvinde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.